Case Arkiv

Små tekster, om opvækst i en “helt almindelig” familie.

“Se det her Chris – man kan komme med på forskellige vandreture og det er ret billigt bare man er medlem”.

“Hvad koster det”? spørger han – “hvad betaler man for”? “Jeg ved det ikke konkret, det må vi undersøge”. Det bliver stille lidt og hun ser på beskrivelserne for de forskellige vandreture – “og der er også kurser om at bruge kompas og kort – sådan et kursus kunne jeg godt tænke mig at deltage i,” siger hun, hun tænker et øjeblik på at det altid har været noget hun har interesseret sig for. Hun ville altid gerne have været spejder, men hun deltog kun ganske kort tid i de blå spejdere i Vejle som barn. Når man startede til spejder skulle man have en mørkeblå uniform. Sådan en canvas skjorte med brystlommer med trykknapper, bælterstropper, så man kunne have spejderbælte og have knob og lommekniv hængende. Et stribet tørklæde om halsen og en grøn hat. Det glædede hun sig til. De hed blåmejserne. Hun syntes så godt om navnet, “blåmejser” var sådan nogle fine små fugle med blå hætte på hovedet.

Det var sjovt at lege sammen med de andre børn og lave ting. Men hun kunne godt huske at lederne ikke syntes hun var et af de børn man brød sig om… det kunne man mærke. Det var noget hun undrede sig over – det føltes fjendtligt og man var ikke sådan rigtigt med i flokken – der var en fraspaltning fra flokken, som de voksne stod for. Sådan på mikroniveau, husker hun. Man kunne se det i øjnene, og på ansigtet. De lyttede med forbehold, og det føltes ikke rart når man spurgte om noget.

Hun husker den dag hun spurgte spejderlederen, om hun ikke også kunne få en spejderuniform – og lederen kikkede på hende med skjult væmmelse, hun forstod ikke hvorfor, men var vandt til at føle sig mærkelig, sammen med de voksne.

En dag i bilen siger hendes far til hende med højt agression, at hun er holdt op med at gå til spejder!, han var blevet kontaktet af spejderlederen, som havde refereret at hun havde stået og bedt om en uniform – og hendes far siger med vrængende stemme: “ Så siger hun at du stod med store hundeøjne og bad om en uniform” og så siger han en hel masse andet som hun ikke husker, men husker godt at faren var vred som han ofte blev. Hun stod dengang ved bagsædet og hang bag forsædet, og holdt med hænderne i bøjlerne og kikkede op i bakspejlet for at se om hun havde hundeøjne. Gad vide hvad det var? og stirrede ud af vinduet – hun husker den stemning af noget der forsvinder ud – bare ud.

Hun kikker igen på beskrivelserne for vandreture – og husker hele stemningen af sorg, og tab og mærker også vreden over at blive behandlet på den måde.

“Hold kæft den store kraftidiot “, siger hun imens hun flytter en ting i stuen og stiller den et andet sted, “Han behandlede mig som en hundehvalp, der bare skulle følge med, som det behagede ham”. Efterfølgende retter hun sig selv fordi normalt ville man jo behandle en hundehvalp med nænsomhed og omsorg, – nej det måtte være en hund, retter hun i sine tanker, en gadehund, der er grim og møjbeskidt uden “et rigtigt hjem” – hos sig selv.

Et hjem uden sted – hvor der ingen er og alle går fordi de har travlt med at have travlt fordi man ikke ved hvem man er eller hvad man i virkeligtheden er.

Sådan et hjem kom hun fra. Chris kikker ud af vinduet og vender sig om og går hen til hende, “jeg synes det er synd for lille dig” siger han og tager om hende, og idet samme siger hun: “ jeg vil ikke være offer, jeg er sgu vred på ham”.

Hun tænker igen tilbage til Spejderhuset på Mølholmbakken – et lille gammelt rødstens hus med en bagsidegård der lå ned til skoven, hvor de kunne lege og hvor hun huskede at de legede æggeløb. Hun huskede svagt hvor rart det var at lege med de andre børn. Samtidig husker hun en utryghed og sårbarhed omkring det, som er ubestemmelig. Hun husker ikke de andre børn, hun kikkede på når legen var slut.

Det er sidst i august og hun mærker at luften er blevet køligere om morgenen. Solen stikker lidt mere når den er på og de sidste solstråler yder det bedste de kan, inden jordkloden vipper til køligere briser. Tankerne flyder ud og ind af “tidligere” og “nu” og det bliver en blanding af sanser og emotioner og kroppen går rundt i haven og fødderne. Fødderne bevæger sig og det er som om at noget bevæger sig inden i hende når hun tænker “tilbage” og “frem”. Det bliver blødere indeni.

Individuel Relationel Traumeterapi

For nylig tog jeg på en solotur i sommerhus “for at finde mig selv” – (Jeg tror de fleste mennesker kender til det at man føler man er blevet væk for sig selv.. enten når arbejdet fylder for meget eller der kommer pres på – af den ene eller anden årsag ((o: og så må man på jagt efter sin sjæl igen)

Jeg afsluttede den sidste dag med plads til en klients traumeterapi igennem Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi – det var en god og vigtig proces, der havde brug for at blive grebet og processet.

Tilstanden blev første gang aktiveret af en pludselig åbning med kraft og udtryk i en undervisnings situation i traumeterapi og det åbnede til energier i hele gruppefeltet. Nogle få deltagere havde tydelige tegn på at der var vagt energier og tilstande som kom i bevægelse. Nogen mere tydeligt fysisk end andre og vi tog os af det og så faldt der ro på.

Derefter hvilede processen og det forunderlige var at den fortsatte, da vi mødtes igen efter flere uger.

Sådan er det med den krop – den er klog, den kan vente til mennesket nærværsmæssigt, og kognitivt er klart og der er tryghed og kontakt , den kan stoppe op og så kan den arbejde videre når den bliver mødt igen. Tænk en gang hvor smart en organisme vi er..

orange petaled flowers on person s back — Photo by Life Of Pix on Pexels.com

Vi fandt ud af at lægge en terapi ind i forbindelse med min “finde mig selv rejse”, så impulsen hos klienten kunne blive mødt.
Det slog mig bagefter hvor virksomt og godt det var, også for mig, at være terapeut på denne måde. Det var meningsfuldt både terapeutisk processuelt og for mig som terapeut, det at flytte sig fra de gængse rammer til et andet sted. Et sted hvor der er mennesker, der har brug for at finde frem til egne ressourcer og når processen “banker på”.

“Hvor der er vilje er der en vej” – et ordsprog der nok er anvendt i andre sammenhæng og med anden forforståelse, men det giver så meget mening også i denne sammenhæng på alle planer og på den måde udvider horisonten sig og vi kan måske åbne til mere i vores bevidsthed.

Hvad skete der?

Processen var dyb og meget godt skete i de forskellige energetiske lag som vi består af – også i de lag, som refererer til tiden før vi fødes, var aktive i terapien. Her tænker jeg på det embryologiske lag.

Inden jeg går videre er det måske vigtigt for dig som læser at får lidt mere indblik i begreberne.

Billede: En zygote, en ægcelle der lige er befrugtet af en sædcelle

Her er en ultrakort kort setting for tilstanden Embryor:

Før baby i mors mave, er vi en embryor ( Jaap van der Wal, Embryolog og forsker, i et interview om embryologi) og før det er vi en Zygote (der sker også lidt før vi er en Zygotet, men det venter jeg lidt med at skrive om) og før det en ubefrugtet ægcelle og sædcelle. Det er måske ikke uden grund jeg skriver det i den rækkefølge, for det var i den omvendte rækkefølge klienten arbejdede – fra – fødsel til – embryor og måske også zygote, som en repetition af noget gennemlevet. Jaap van der Wal taler også om at når vi fødes – så dør vi – fordi det allerførste vi består af i mors mave, er placenta – vores moderkage – det er en spændende tanke at have med i vores overvejelser omkring liv, og livsformer. Han taler ligeledes om at liv er en proces – vi er en embryor hele livet – vores krop og krops system udvikler sig hele livet og bliver til mere af det vi udsætter os for og det vi indtager af føde og det vi oplever. Den udfoldelse fortsætter til vi dør. I et traumeperspektiv ser jeg bevægelser og processer, der giver mening når jeg tager Jaap van der Wal´s briller på.

Processen

Processen tog form som en Embryor, der i sin vorden, bliver foldet ud og ind i flere omgange. Kroppen bevægede sig først den ene vej i en sammenfoldning og derefter i en bagudfoldning og igennem flere omgange med samme eller lignende mønstre. Indimellem var det bevægelser, der var horisontale og indimellem vertikale (på langs eller opad og nedad)

Kroppen lavede små ryk forskellige steder i kroppen og forskellige muskler bevægede sig. Ryk som de ryk vi ser bitte-små tidlige babyer har i mors mave. Først skete det rundt over det hele i kroppen og dernæst så som om det rettede sig mod midtlinjen. Det var så tydeligt for os begge, at der var gang i noget vi ikke kunne sætte ord på og at det var noget meget tidligt for det var en kropslighed, der havde sit eget mønster og bevægelser, der ikke rigtig gav mening, umiddelbart. Klienten sagde i forløbet: “nu føles det som om det hele retter sig ind mod midten”. Ja der var en retning af bevægelse og energi mod midtlinjen, jeg sansede det også. Derefter blev der stille igen en dynamisk stilhed – et kort sus og et dybt åndedræt fik plads og så stilhed igen over alt, inden i og omkring os.

Diafragmer blev aktive i flere lag i kroppen. Bækkenet tvistede og vred og strækkede sig, og kæben klikkede, åbnede og strakte sig. Mellemrum opstod med stor stilhed i kroppen og i rummet og alt føltes, som det opløstes og svævede i et vægttomt rum. Ingen modstand, ingen vægt – kun blødhed og svævende energi i kontakten. “Long tide” opstod, en tilstand hvor kroppen bevæger sig mod homøostase, og mere balance. Et sted hvor der er stille og meget langsom energi. Alt foregik i et nærværende rum, i lavt tempo – hvor vi kunne undre os sammen, udveksle viden, grine og samtale imens kroppen arbejdede i lavt tempo, men i eget tempo.

Kroppen fandt sig til rette og fandt ro, hvile og energi og årvågenhed blev vagt.

Det var en god dag