Lille William og mor – En Case

En Casebeskrivelse: Biodynamisk Kranio Sakral Terapi og Traumeterapi

En historie om lille “William” (synonym) 4 mdr.

William har fået henvisning til kiropraktor og været afsted 2 gange og fået at vide at han ikke fejler noget. Mor er stadig lidt bekymret om William har noget i ryggen for han vil kun ligge på ryggen og ikke dreje hovedet til den ene side. Hun synes også at hovedet er blevet lidt fladt af det.

Mor ankommer med William og mormor er chauffør, så hun kommer med. 

Jeg modtager dem udenfor døren og hilser på. De voksne taler sammen og jeg viser William at jeg har set ham med mit blik og nærvær, men siger ikke så meget til ham. Ser lidt forbi og hen på mor og mormor. Vi går ind i klinikken og mormor får henvist en stol lidt væk fra mor og William . 

Jeg fortæller mor at lige nu skal William synes det er ok jeg er til stede, så det er vigtigt at hun sidder med ham lidt endnu. 

William synes stadig ikke det er ok jeg sidder der hvor jeg troede jeg skulle side, så jeg trækker mig længere væk og forklarer at det er ok – også for mor så hun kan følge med i hvad vi har gang i. 

Jeg beder mor om at fortælle hvordan hendes graviditet har været og imens sidder jeg idag med en kajdukke og en babydimsebold (o:

Jeg kikker stadig kun i små øjeblikke på  William og ser efter hvordan hans mimik er – er han tilpas eller er han urolig? Har han rynker i panden eller er kroppen spændt? Bevæger kroppen sig? Er den stiv? imens fortæller mor om graviditeten. 

Vi taler sammen og jeg spørger hende om hun ved hvordan William har haft det inden i maven. Jeg ser efter kommunikationen og genfortæller for William, det mor lige har sagt. Slipper øjenkontakten og spørger til fødslen – jeg genfortæller det mor har sagt til  William og siger “hold da op du har siddet fast i bækkenet i mange timer”  – og spørger: “du blev måske bange”?  Slipper kontakten igen. mor bliver opmærksom på at der måske netop her var noget vigtigt, for der bliver helt stille i rummet. William bliver stille og rummet fyldes af stilhed.

Ved en indskydelse fortæller jeg om hjertets forandring under fødslen – den transformation, der sker når barnet skal til at trække vejret selv. Jeg spurgte om mor var ok med at der gik så mange timer? 

“Nej! – jeg råbte højt og sagde nu må det stoppe”, svarer hun med hævet og bestemt stemme. Jeg tager igen kontakt til  William og siger: “hold da op mor råbte højt og sagde det skulle stoppe” – William kikker mere intenst på mig og begynder at bevæge kroppen endnu mere. 

Jeg kan komme tættere på nu og tager let kontakt til fødderne. Han er lidt tilbageholdende igen – så jeg går langsomt tilbage igen og så frem – det tager ca. en halv time med små kontakt-øjeblikke imens  William sidder med mor. Der opstår mere varme på områderne jeg får kontakt til. 

William bliver mere og mere aktiv og begynder at savle, hans tunge kommer i bevægelse og nakken bevæger sig mere.

Så spørger jeg William om jeg må se hvordan han ligger på maven og mor lægger ham på briksen – Kaj og lejedimsen følger med – mor holder øjenkontakt med  William – jeg sanser og tager kontakt til højre side ved maven og nederst på ryggen af William, der bliver mere bevægelse i kroppen og så stilhed igen. Vi holder kontakten et minut eller to, så begynder  han at blive træt af at ligge på maven – og jeg siger til  William “nu slipper jeg dig og mor er her” og så slipper jeg kontakten stille. Jeg spørger ham igen om jeg må se hvordan  han kan ligge på ryggen. 

Så vender mor William om på ryggen og “mor bliver her ved siden” siger jeg. William tager kontakt med øjnene – jeg har hænderne på siden og under hans krop og så begynder vi at “tale” sammen.

Jeg fortæller ham om hans fødsel (jeg ved ikke lige hvor det kom fra)- han bliver stille som graven, fødderne ligger helt stille og han bliver mere og mere intens i blikket. 

Der sker noget fint i processen

Vi taler om at det var hårdt at sidde der i bækkenet i så mange timer – stilhed – så siger jeg imens jeg ser på ham – “Du blev måske bange”  – “det kan man godt blive”, jeg siger det på forskellig måde til ham og ser han er i kontakt og så sker der det forunderlige – ansigtet begynder at kramme sammen i højre side, somom det ligger i pres. Øjet bliver ligesom mere lukket og det rynker i panden – han trækker ligesom hovedet ned mod sin højre skuldrer og der bliver fuldstændigt stille – han fastholder mit blik – det føles som en evighed, jeg genkender at øjeblikket er vigtig og det er vigtig med kontakten i øjnene et stykke tid. Derefter begynder han at spejle mit ansigts mimik og får lyd på. Det var intenst – jeg mærker intensiteten. Der går et par sekunder i evighed og så kan jeg mærke vi skal slippe – jeg siger til  ham “jeg kan mærke du synes det er ok og nok nu, så nu slipper jeg dig – men mor er lige her og hun tager dig op når jeg slipper dig” – og da det sker at mor tager William, er han træt og tilpas.

Copyright.  Linda Callesen, Relationel Traume Terapeut og BKST terapeut