En hundehvalp med “hundeøjne”

Små tekster, om opvækst i en “helt almindelig” familie.

“Se det her Chris – man kan komme med på forskellige vandreture og det er ret billigt bare man er medlem”. 

“Hvad koster det”? spørger han – “hvad betaler man for”? “Jeg ved det ikke konkret, det må vi undersøge”. Det bliver stille lidt og hun ser på beskrivelserne for de forskellige vandreture – “og der er også kurser om at bruge kompas og kort – sådan et kursus kunne jeg godt tænke mig at deltage i,” siger hun, hun tænker et øjeblik på at det altid har været noget hun har interesseret sig for. Hun ville altid gerne have været spejder, men hun deltog kun ganske kort tid i de blå spejdere i Vejle som barn. Når man startede til spejder skulle man have en mørkeblå uniform. Sådan en canvas skjorte med brystlommer med trykknapper, bælterstropper, så man kunne have spejderbælte og have knob og lommekniv hængende. Et stribet tørklæde om halsen og en grøn hat.  Det glædede hun sig til. De hed blåmejserne. Hun syntes så godt om navnet, “blåmejser” var sådan nogle fine små fugle med blå hætte på hovedet.

Det var sjovt at lege sammen med de andre børn og lave ting. Men hun kunne godt huske at lederne ikke syntes hun var et af de børn man brød sig om… det kunne man mærke. Det var noget hun undrede sig over – det føltes fjendtligt og man var ikke sådan rigtigt med i flokken – der var en fraspaltning fra flokken, som de voksne stod for. Sådan på mikroniveau, husker hun. Man kunne se det i øjnene, og på ansigtet. De lyttede med forbehold, og det føltes ikke rart når man spurgte om noget.

Hun husker den dag hun spurgte spejderlederen, om hun ikke også kunne få en spejderuniform – og lederen kikkede på hende med skjult væmmelse, hun forstod ikke hvorfor, men var vandt til at føle sig mærkelig, sammen med de voksne.

En dag i bilen siger hendes far til hende med højt agression, at hun er holdt op med at gå til spejder!, han var blevet kontaktet af spejderlederen, som havde refereret at hun havde stået og bedt om en uniform – og hendes far siger med vrængende stemme: “ Så siger hun at du stod med store hundeøjne og bad om en uniform” og så siger han en hel masse andet som hun ikke husker, men husker godt at faren var vred  som han ofte blev. Hun stod dengang ved bagsædet og hang bag forsædet, og holdt med hænderne i bøjlerne og kikkede op i bakspejlet for at se om hun havde hundeøjne. Gad vide hvad det var? og stirrede ud af vinduet – hun husker den stemning af noget der forsvinder ud – bare ud. 

Hun kikker igen på beskrivelserne for vandreture – og husker hele stemningen af sorg, og tab og mærker også vreden over at blive behandlet på den måde. 

“Hold kæft den store kraftidiot “, siger hun imens hun flytter en ting i stuen og stiller den et andet sted, “Han behandlede mig som en hundehvalp, der bare skulle følge med, som det behagede ham”. Efterfølgende retter hun sig selv fordi normalt ville man jo behandle en hundehvalp med nænsomhed og omsorg, – nej det måtte være en hund, retter hun i sine tanker, en gadehund, der er grim og møjbeskidt uden “et rigtigt hjem” – hos sig selv.

Et hjem uden sted – hvor der ingen er og alle går fordi de har travlt med at have travlt fordi man ikke ved hvem man er eller hvad man i virkeligtheden er. 

Sådan et hjem kom hun fra.  Chris kikker ud af vinduet og vender sig om og går hen til hende, “jeg synes det er synd for lille dig” siger han og tager om hende, og idet samme siger hun: “ jeg vil ikke være offer, jeg er sgu vred på ham”. 

Hun tænker igen tilbage til Spejderhuset på Mølholmbakken – et lille gammelt rødstens hus med en bagsidegård der lå ned til skoven, hvor de kunne lege og hvor hun huskede at de legede æggeløb. Hun huskede svagt hvor rart det var at lege med de andre børn. Samtidig husker hun en utryghed og sårbarhed omkring det, som er ubestemmelig. Hun husker ikke de andre børn, hun kikkede på når legen var slut. 

Det er sidst i august og hun mærker at luften er blevet køligere om morgenen. Solen stikker lidt mere når den er på og de sidste solstråler yder det bedste de kan, inden jordkloden vipper til køligere briser. Tankerne flyder ud og ind af “tidligere” og “nu” og det bliver en blanding af sanser og emotioner og kroppen går rundt i haven og fødderne. Fødderne bevæger sig og det er som om at noget bevæger sig inden i hende når hun tænker “tilbage” og “frem”. Det bliver blødere indeni.


Gruppedynamikker og personlighedsmønstre, nøglen til indre fred

Om gruppe dynamikker og personligheds mønstre

Hører du historier om “nogen”? 

Er der en “venlig” sjæl der fortæller dig om at nogen har en mening om dig, en mening som måske ikke er så rar at høre? Det sker måske i et “venskabeligt lag” som oftest hvor dine egne parader selv er sænkede og snakken flyder og man har det sjovt sammen, måske flyder smalltalken og forsøstringen eller forbrødringen er i gang. Man føler sig set og hørt -og timerne flyder afsted og man har egentligt ikke planlagt at det skulle tage så lang tid, “men det var hyggeligt” siger du til dig selv.

Du føler dig udkørt eller træt efter “kaffeaftalen”

Det kan være når man efter nogle gentagende gange har drukket kaffe sammen eller været til et fælles arrangement hvor personen deltager og virker sjov og hyggelig, omsorgsfuld og hjælper dig faktisk ind imellem. Måske er det noget med at tilbyde sin hjælp. Du føler dig set og tænker på personen, som en der er en ven eller veninde. Det er jo det vi alle gerne vil opleve sammen med andre mennesker.

Så begynder noget at ske, forsøstringen, eller forbrødringen bliver mere intens og personen begynder at fortælle hvad andre har sagt om dig eller om at andre måske ikke bryder sig om dig. Du falder måske i “gryden” og begynder at sige en masse om dem, måske for at beskytte dig selv eller lukke af for det smertefulde i at blive sat udenfor eller blive beskyldt for noget eller blive gjort til skyldig i noget som ikke passer eller som har en anden fortælling. Det kommer måske til at fylde så meget at du efterfølgende ligefrem begynder at lede efter tegn, der bekræfter hvad du har fået fortalt af denne “nogen”. Men husk hvem der kaster terningerne. Husk at der altid er “6 sider” på en terning.

Husk hvem der kaster terningerne

Vi taler ofte om at nogen “støber kuglerne”, men jeg holder af at bruge en anden analogi og fjerne fokus fra at det er kugler, for de kan vælte og de kan skyde nogen,  lad os hellere tale om terninger. Terninger bliver kastet i et spil, for at nogen skal vinde og nogen skal tabe. Et spil der sættes op med kendte regler og konsekvenser. Den eneste fejl i dette spil jeg taler om her, er at det kun er terningekasteren, der kender reglerne.

Det er kun terningekasteren der kender reglerne i spillet

Terningekasteren kender vejen – ubevidst eller bevidst

En person, der kaster terningerne, “Terningekasteren”, er en person der har udset sig et “offer” men ser ikke personen som offer, nærmere som en “person”, de ønsker at have for sig selv” eller en de vil bestemme over eller en de udser sig, pga. vrede eller giver skylden for deres egen utilstrækkelighed og spillet er til for at sikre “terningekasteren” endelig kontrol og isolerer personen så andre ikke kan lide personen eller ser skævt til personen. Det kan i sidste ende give “terningekasteren” en fornemmelse af at blive frisat eller have kontrol.

Det kan være et langstrakt forløb, og strække sig over flere år. Planen bliver måske lagt løbende og nogen gange strækker den sig ud og ind af forskellige relationer, for at vedkommende skal sikre sig hvor der er alliancemuligheder. Det kan også opstå uden at der ligger en plan, men som en ubevidst adfærd, der bare involverer andre mennesker og som tiden går bliver der indsamlet data. Denne adfærd bliver oftest aktiveret af triggere. For nogle mennesker er triggere hverdagsudfordringer og for andre sker de når noget overvældende sker.

En trigger kan vare i årevis – og i et sekund

Der vil ofte ikke være nogen vej tilbage – hvis der er en virkelig hård trigger. En trigger kan for eksempel aktiveres, ved at man bliver presset uden at vide det, feks. ved en ferie eller en familie fest. Måske har man lavet en aftale med nogle venner om fælles ferie og når man så er igang med ferien – aktiveres gamle traumer og utrygge tilstande, der så aktiverer overlevelsesmønstre. 

Disse overlevelsesmønstre  kan være ret potente, og vil involverer gruppedynamikker og gruppedeltagernes øvrige mønstre. Alle mennesker har triggere, nogen er helet og andre ligger og hviler under overfladen. Nogle mennesker er bevidste om sine triggere og andre tænker at “det er sådan livet er”. Det er ikke i almindelighed at man forholder sig til en trigger – hvad skal man også stille op i almindelighed?

Et overlevelsesmønster kan være: 

-at overkompenserer og hjælpe andre – uden at hjælpe sig selv, det kan være at gå i kamp og forsvarer andre eller sig selv, det kan også være mere subtilt, som man ikke rigtig opdager, som f.eks. at gå i “meget høj tempo”, så andre ikke kan følge med eller uden tanke for om andre kan følge med. Det kan være at man hele tiden “går væk” fra gruppen og forsvinder så gruppen bliver aktiveret til at lede efter vedkommende og utryghed aktiveres. Hvilket også aktiverer gruppedeltagernes stressniveauer og for nogles vedkommende traumemønstre og triggere. Det vækker ofte vrede, frustration og frygt og meget andet. 

Tempoet stiger i gruppen og vedkommende med den aktive trigger begynder synligt at “manipulerer” med sin omverden, måske med vrede, ked-af-det-hed, hovedpine og migræne og når det sker så bliver hele systemet aktiveret i højere og højere grader af stress. 

Lav et stop

Stress i nervesystemet på 2. og 3. grads niveauer er noget man er nødt til at tage alvorligt. For hvis man ikke laver et STOP, så fortsætter tiggerne og personlighedsstrukturerne i gruppen og det kan ende helt fatalt og galt i gruppen. Det er at gøre det fysisk – at stoppe op. At sige man har brug for et stop. Alt mærke det og blive i det i den tid man kan mærke man har brug for. I starten kan man måske slet ikke mærke hvorlænge det stop skal være – så giv dig selv lov til at sige det højt, “Jeg ved ikke hvorlænge det skal være – det vil jeg gerne have lov til at mærke efter”. Mærk hvad det gør for dig at sige det, så ved du om du får plads i presset.

STOP`et kan også opleves af den der kaster terningerne som en provokation og så er man måske lige vidt. Men det er afgørende for om konfliktniveauet eskalerer.

Det bedste råd jeg vil give er at afgrænse til personen og have venlighed og åbenhed til at der er et system, der kæmper, indad og udad. Have venlighed og nænsomhed til sig selv fordi man mærker et stop og praktiserer det, og samtidig have bevidsthed om egne mønstre. Du har fået en gave – det er ikke sikkert du ser det sådan men jeg ser det som en foræring at en viser os sine triggere, så vi kan blive klogere på os selv.

Omvendt vil vi gøre det værre ved at “alieniserer” personen med triggeren og så bliver alting værre og giver kraft til de energier, der er rodløse hos personen og som aktiverede ikke-regulerede tilstande i gruppefeltet.

“Hvis man ikke kan holde sine grænser – må man gå væk

Hvis man ikke kan holde sine grænser må man gå væk.

Det kan betyde at man må fravælge kontakten til relationen. Melde sig ud af vennegruppen, holde sig væk fra familierelationen, stoppe ferieaktiviteten eller finde sig en anden fritidsaktivitet og for manges vedkommende finde et andet job. Næste er at have venlighed og nænsomhed til sig selv for at gøre dette fordi man passer på sig selv og håbe på at de der er impliceret får mere ro på i nervesystemet til at kunne orienterer sig og måske nå til en form for anerkendelse for situationen. Men du skal ikke regne med at det er det første, der sker og lykkes. Måske lykkes afgrænsningen kun for dig selv. Men det er afgørende for at man bliver trukket med ind i de energier, der er desorganiserede. Når desorganiserede energier er igang – trækker de endnu mere med sig på individniveau og gruppe niveau – hvis gruppen ikke er funderet godt nok. Hvis du ønsker at se lidt mere omkring disse emner kan jeg anbefale et par forskellige film og bøger.

Anbefalinger

Christian Jungersteds bog – “Undtagelsen” er værd at læse en gang til hvis du ikke har læst den, så kan jeg anbefale dig den – den viser et godt billede af hvad der nogen gange foregår under hverdagslivet i en arbejdsgruppe. 

Eller den seneste Serie på Apple TV – BAD SISTERS, Viser hvor voldsomme sårede mennesker kan være og agerer i en familiestruktur. Et tip, når du ser den! Kik efter “klistret” det der gør det muligt at udøve manipulationen. 

Jeg holder af at “se” mønstre – det er her vi kan få øje på forskelle og hvad der faktisk sker, se denne animation om mønstre.


Verified by ExactMetrics