En hundehvalp med “hundeøjne”

Små tekster, om opvækst i en “helt almindelig” familie.

“Se det her Chris – man kan komme med på forskellige vandreture og det er ret billigt bare man er medlem”. 

“Hvad koster det”? spørger han – “hvad betaler man for”? “Jeg ved det ikke konkret, det må vi undersøge”. Det bliver stille lidt og hun ser på beskrivelserne for de forskellige vandreture – “og der er også kurser om at bruge kompas og kort – sådan et kursus kunne jeg godt tænke mig at deltage i,” siger hun, hun tænker et øjeblik på at det altid har været noget hun har interesseret sig for. Hun ville altid gerne have været spejder, men hun deltog kun ganske kort tid i de blå spejdere i Vejle som barn. Når man startede til spejder skulle man have en mørkeblå uniform. Sådan en canvas skjorte med brystlommer med trykknapper, bælterstropper, så man kunne have spejderbælte og have knob og lommekniv hængende. Et stribet tørklæde om halsen og en grøn hat.  Det glædede hun sig til. De hed blåmejserne. Hun syntes så godt om navnet, “blåmejser” var sådan nogle fine små fugle med blå hætte på hovedet.

Det var sjovt at lege sammen med de andre børn og lave ting. Men hun kunne godt huske at lederne ikke syntes hun var et af de børn man brød sig om… det kunne man mærke. Det var noget hun undrede sig over – det føltes fjendtligt og man var ikke sådan rigtigt med i flokken – der var en fraspaltning fra flokken, som de voksne stod for. Sådan på mikroniveau, husker hun. Man kunne se det i øjnene, og på ansigtet. De lyttede med forbehold, og det føltes ikke rart når man spurgte om noget.

Hun husker den dag hun spurgte spejderlederen, om hun ikke også kunne få en spejderuniform – og lederen kikkede på hende med skjult væmmelse, hun forstod ikke hvorfor, men var vandt til at føle sig mærkelig, sammen med de voksne.

En dag i bilen siger hendes far til hende med højt agression, at hun er holdt op med at gå til spejder!, han var blevet kontaktet af spejderlederen, som havde refereret at hun havde stået og bedt om en uniform – og hendes far siger med vrængende stemme: “ Så siger hun at du stod med store hundeøjne og bad om en uniform” og så siger han en hel masse andet som hun ikke husker, men husker godt at faren var vred  som han ofte blev. Hun stod dengang ved bagsædet og hang bag forsædet, og holdt med hænderne i bøjlerne og kikkede op i bakspejlet for at se om hun havde hundeøjne. Gad vide hvad det var? og stirrede ud af vinduet – hun husker den stemning af noget der forsvinder ud – bare ud. 

Hun kikker igen på beskrivelserne for vandreture – og husker hele stemningen af sorg, og tab og mærker også vreden over at blive behandlet på den måde. 

“Hold kæft den store kraftidiot “, siger hun imens hun flytter en ting i stuen og stiller den et andet sted, “Han behandlede mig som en hundehvalp, der bare skulle følge med, som det behagede ham”. Efterfølgende retter hun sig selv fordi normalt ville man jo behandle en hundehvalp med nænsomhed og omsorg, – nej det måtte være en hund, retter hun i sine tanker, en gadehund, der er grim og møjbeskidt uden “et rigtigt hjem” – hos sig selv.

Et hjem uden sted – hvor der ingen er og alle går fordi de har travlt med at have travlt fordi man ikke ved hvem man er eller hvad man i virkeligtheden er. 

Sådan et hjem kom hun fra.  Chris kikker ud af vinduet og vender sig om og går hen til hende, “jeg synes det er synd for lille dig” siger han og tager om hende, og idet samme siger hun: “ jeg vil ikke være offer, jeg er sgu vred på ham”. 

Hun tænker igen tilbage til Spejderhuset på Mølholmbakken – et lille gammelt rødstens hus med en bagsidegård der lå ned til skoven, hvor de kunne lege og hvor hun huskede at de legede æggeløb. Hun huskede svagt hvor rart det var at lege med de andre børn. Samtidig husker hun en utryghed og sårbarhed omkring det, som er ubestemmelig. Hun husker ikke de andre børn, hun kikkede på når legen var slut. 

Det er sidst i august og hun mærker at luften er blevet køligere om morgenen. Solen stikker lidt mere når den er på og de sidste solstråler yder det bedste de kan, inden jordkloden vipper til køligere briser. Tankerne flyder ud og ind af “tidligere” og “nu” og det bliver en blanding af sanser og emotioner og kroppen går rundt i haven og fødderne. Fødderne bevæger sig og det er som om at noget bevæger sig inden i hende når hun tænker “tilbage” og “frem”. Det bliver blødere indeni.


Embryologi – menneske og sjæl

“Vi er embryor “ – vores liv starter måske længe før vi selv aner det. 

Jaap Van der Wal , embryologist er et af vor tids meget spændende forskere i embryologi. Tiden i “ mors mave” og måske før, har han gjort til sit forskningsfelt. 

Når vi ser på “liv” med Jaaps briller bliver vi mere forstående og nysgerrige for hvad liv er eller kan være. 

Det stiller samtidig et stort spørgsmål til hvad der sker i den kunstige befrugtning? 

Sker der skade på sjælen? Eller sker der skade på embryologien? 

Jaap taler om at embryor er der hvor sjælen manifesteres. Det er igennem embryor vi kommer til live… hvis vi bare lige stopper op et øjeblik og tænker over hvad det i virkeligheden betyder, så åbner der sig hundredevis af nye spørgsmål om liv og livsformer, sundhed, traumer, handicap, og spørgsmål som hvor stammer liv fra og hvem er vi? osv.

Når vi er i et terapiforløb giver det mening at inddrage disse lag i en her og nu bevidsthed og finde sproglighed i det område, så der kan blive åbning til at integrere tidlige lag af tilknytning og regulering i kontakt. Det område er jeg lidt nørdet omkring – for graderne af “kontakt” er den opmærksomhed vi må have som terapeut, når vi skal kunne tilbyde klienter rette mængde af nærvær, som netop matcher klientens behov og traumatisering.

Jeg arbejder med den bevidsthed ind i mine terapier, det åbner til dybe eksistentielle lag og dyb forståelse til processerne. Det er meningsfuldt og et nænsomt arbejde jeg sætter utroligt stor pris på at varetage.

Lyt til Jaap Van der Wal, forsker i embryologien. 


Sult for noget – eller fantasi

young couple inside an amusement arcade park seriously looking at the camera

Og nu til noget helt andet – “kussesult”. En omdiskuteret podcast med Kim Leine har fået øget opmærksomhed. Fik du ikke lyttet til den kan du finde den blot ved at søge ordet tænker jeg.

Jeg lyttede til den og det slog mig hvor meget den samtale egentlig lød som en terapeutisk samtale. En samtale i et fordumsfrit rum. Et rum der var rummeligt og derfor kunne rumme alt hvad der dukkede op.
Derfor er det heller ikke usædvanligt at den vækker så meget røre i medierne efterfølgende. Fordi samtaler i et fordumsfrit rum ikke altid egner sig til offentligheden. Der er en årsag til at terapeuter har tavshedspligt – det her er en af dem.
Hvis vi som mennesker ikke kan bearbejde vores egen indre autoritet og styring i et terapeutisk rum får vi ikke reguleret vores lyst, intensioner og vores traumer, så vi kan være med os selv og andre.

Lyst og sult hænger sammen – det er grundlæggende vigtigt for, som individ, at kunne føle disse tilstande for at overleve. Når de bliver overstyret af liderlighed, så kan der være risiko for at de er et udtryk for et manglende regulering fra tidlig barndom og eller traumer i barndommen eller øgede kønshormoner eller bare meget kønsdrift. Der er mange teorier omkring det her emne. Mit ståsted her handler om indre styring og autoritetsudvikling, impulser og resonans. Min træning i relationel traumeterapi er det der skaber rammerne for det ståsted.

Samtalen med Kim Leine om mænds fantasier kom til at handle om Kims konkrete fantasier. Fantasier er ikke altid gode at fortælle til hele verden – hvilket kom til at ske her. En fantasi kan indeholde alt. Både grænseoverskridende ting, farlige og forbudte ting, hvad som helst. Når vi siger dem højt fordufter virkningen måske eller den bliver forstærket, alt efter hvem der lytter til den og konteksten.

I denne her sammenhæng sætter fantasien sig imellem flere fraktioner, den bliver grænseoverskridende, og den sætter alle i en situation der vækker alt muligt. Da jeg lyttede til podcastet – blev jeg først og fremmest urolig, og jeg mærkede en afsky over at høre to mænd have en samtale om overgreb på kvinder. Det blev til rå porno på lyd. Det siger jeg fordi jeg tænker andre kan have haft den samme oplevelse.

Antropolog Christian Groes skriver i POV internationel en interessant artikel og et modsvar til podcastet i en kronik hvor han afviser at mænd er nogle sultne ”sex-hunde”. Det forstår jeg godt at det indlæg kom – det måtte komme.

Han taler om en sund kønskultur – det begreb må vi gerne diskuterer noget mere synes jeg. For hvad er sundhed i kønskultur?

Først og fremmest handler det vel om at vi viser anerkendelse for forskelligheden, og for hinandens grænser. Dernæst er det vigtigt at vi som mennesker har mulighed for at forholde os til de ”skævheder” som vi som mennesker har og kunne udleve vores “lyst” og “sult” på en måde hvor vi også er anerkendende for os selv og andre. Christian Groes giver os en god introduktion til antropoligste aspekter omkring kønskultur – jeg kan varmt anbefale dig at læse artikelen her nedenfor.


Verified by ExactMetrics