Køn og seksualitet

Små tekster, om opvækst i en “helt almindelig” familie.

“Se det her Chris – man kan komme med på forskellige vandreture og det er ret billigt bare man er medlem”. 

“Hvad koster det”? spørger han – “hvad betaler man for”? “Jeg ved det ikke konkret, det må vi undersøge”. Det bliver stille lidt og hun ser på beskrivelserne for de forskellige vandreture – “og der er også kurser om at bruge kompas og kort – sådan et kursus kunne jeg godt tænke mig at deltage i,” siger hun, hun tænker et øjeblik på at det altid har været noget hun har interesseret sig for. Hun ville altid gerne have været spejder, men hun deltog kun ganske kort tid i de blå spejdere i Vejle som barn. Når man startede til spejder skulle man have en mørkeblå uniform. Sådan en canvas skjorte med brystlommer med trykknapper, bælterstropper, så man kunne have spejderbælte og have knob og lommekniv hængende. Et stribet tørklæde om halsen og en grøn hat.  Det glædede hun sig til. De hed blåmejserne. Hun syntes så godt om navnet, “blåmejser” var sådan nogle fine små fugle med blå hætte på hovedet.

Det var sjovt at lege sammen med de andre børn og lave ting. Men hun kunne godt huske at lederne ikke syntes hun var et af de børn man brød sig om… det kunne man mærke. Det var noget hun undrede sig over – det føltes fjendtligt og man var ikke sådan rigtigt med i flokken – der var en fraspaltning fra flokken, som de voksne stod for. Sådan på mikroniveau, husker hun. Man kunne se det i øjnene, og på ansigtet. De lyttede med forbehold, og det føltes ikke rart når man spurgte om noget.

Hun husker den dag hun spurgte spejderlederen, om hun ikke også kunne få en spejderuniform – og lederen kikkede på hende med skjult væmmelse, hun forstod ikke hvorfor, men var vandt til at føle sig mærkelig, sammen med de voksne.

En dag i bilen siger hendes far til hende med højt agression, at hun er holdt op med at gå til spejder!, han var blevet kontaktet af spejderlederen, som havde refereret at hun havde stået og bedt om en uniform – og hendes far siger med vrængende stemme: “ Så siger hun at du stod med store hundeøjne og bad om en uniform” og så siger han en hel masse andet som hun ikke husker, men husker godt at faren var vred  som han ofte blev. Hun stod dengang ved bagsædet og hang bag forsædet, og holdt med hænderne i bøjlerne og kikkede op i bakspejlet for at se om hun havde hundeøjne. Gad vide hvad det var? og stirrede ud af vinduet – hun husker den stemning af noget der forsvinder ud – bare ud. 

Hun kikker igen på beskrivelserne for vandreture – og husker hele stemningen af sorg, og tab og mærker også vreden over at blive behandlet på den måde. 

“Hold kæft den store kraftidiot “, siger hun imens hun flytter en ting i stuen og stiller den et andet sted, “Han behandlede mig som en hundehvalp, der bare skulle følge med, som det behagede ham”. Efterfølgende retter hun sig selv fordi normalt ville man jo behandle en hundehvalp med nænsomhed og omsorg, – nej det måtte være en hund, retter hun i sine tanker, en gadehund, der er grim og møjbeskidt uden “et rigtigt hjem” – hos sig selv.

Et hjem uden sted – hvor der ingen er og alle går fordi de har travlt med at have travlt fordi man ikke ved hvem man er eller hvad man i virkeligtheden er. 

Sådan et hjem kom hun fra.  Chris kikker ud af vinduet og vender sig om og går hen til hende, “jeg synes det er synd for lille dig” siger han og tager om hende, og idet samme siger hun: “ jeg vil ikke være offer, jeg er sgu vred på ham”. 

Hun tænker igen tilbage til Spejderhuset på Mølholmbakken – et lille gammelt rødstens hus med en bagsidegård der lå ned til skoven, hvor de kunne lege og hvor hun huskede at de legede æggeløb. Hun huskede svagt hvor rart det var at lege med de andre børn. Samtidig husker hun en utryghed og sårbarhed omkring det, som er ubestemmelig. Hun husker ikke de andre børn, hun kikkede på når legen var slut. 

Det er sidst i august og hun mærker at luften er blevet køligere om morgenen. Solen stikker lidt mere når den er på og de sidste solstråler yder det bedste de kan, inden jordkloden vipper til køligere briser. Tankerne flyder ud og ind af “tidligere” og “nu” og det bliver en blanding af sanser og emotioner og kroppen går rundt i haven og fødderne. Fødderne bevæger sig og det er som om at noget bevæger sig inden i hende når hun tænker “tilbage” og “frem”. Det bliver blødere indeni.

Individuel Relationel Traumeterapi