En hundehvalp med “hundeøjne”

Små tekster, om opvækst i en “helt almindelig” familie.

“Se det her Chris – man kan komme med på forskellige vandreture og det er ret billigt bare man er medlem”. 

“Hvad koster det”? spørger han – “hvad betaler man for”? “Jeg ved det ikke konkret, det må vi undersøge”. Det bliver stille lidt og hun ser på beskrivelserne for de forskellige vandreture – “og der er også kurser om at bruge kompas og kort – sådan et kursus kunne jeg godt tænke mig at deltage i,” siger hun, hun tænker et øjeblik på at det altid har været noget hun har interesseret sig for. Hun ville altid gerne have været spejder, men hun deltog kun ganske kort tid i de blå spejdere i Vejle som barn. Når man startede til spejder skulle man have en mørkeblå uniform. Sådan en canvas skjorte med brystlommer med trykknapper, bælterstropper, så man kunne have spejderbælte og have knob og lommekniv hængende. Et stribet tørklæde om halsen og en grøn hat.  Det glædede hun sig til. De hed blåmejserne. Hun syntes så godt om navnet, “blåmejser” var sådan nogle fine små fugle med blå hætte på hovedet.

Det var sjovt at lege sammen med de andre børn og lave ting. Men hun kunne godt huske at lederne ikke syntes hun var et af de børn man brød sig om… det kunne man mærke. Det var noget hun undrede sig over – det føltes fjendtligt og man var ikke sådan rigtigt med i flokken – der var en fraspaltning fra flokken, som de voksne stod for. Sådan på mikroniveau, husker hun. Man kunne se det i øjnene, og på ansigtet. De lyttede med forbehold, og det føltes ikke rart når man spurgte om noget.

Hun husker den dag hun spurgte spejderlederen, om hun ikke også kunne få en spejderuniform – og lederen kikkede på hende med skjult væmmelse, hun forstod ikke hvorfor, men var vandt til at føle sig mærkelig, sammen med de voksne.

En dag i bilen siger hendes far til hende med højt agression, at hun er holdt op med at gå til spejder!, han var blevet kontaktet af spejderlederen, som havde refereret at hun havde stået og bedt om en uniform – og hendes far siger med vrængende stemme: “ Så siger hun at du stod med store hundeøjne og bad om en uniform” og så siger han en hel masse andet som hun ikke husker, men husker godt at faren var vred  som han ofte blev. Hun stod dengang ved bagsædet og hang bag forsædet, og holdt med hænderne i bøjlerne og kikkede op i bakspejlet for at se om hun havde hundeøjne. Gad vide hvad det var? og stirrede ud af vinduet – hun husker den stemning af noget der forsvinder ud – bare ud. 

Hun kikker igen på beskrivelserne for vandreture – og husker hele stemningen af sorg, og tab og mærker også vreden over at blive behandlet på den måde. 

“Hold kæft den store kraftidiot “, siger hun imens hun flytter en ting i stuen og stiller den et andet sted, “Han behandlede mig som en hundehvalp, der bare skulle følge med, som det behagede ham”. Efterfølgende retter hun sig selv fordi normalt ville man jo behandle en hundehvalp med nænsomhed og omsorg, – nej det måtte være en hund, retter hun i sine tanker, en gadehund, der er grim og møjbeskidt uden “et rigtigt hjem” – hos sig selv.

Et hjem uden sted – hvor der ingen er og alle går fordi de har travlt med at have travlt fordi man ikke ved hvem man er eller hvad man i virkeligtheden er. 

Sådan et hjem kom hun fra.  Chris kikker ud af vinduet og vender sig om og går hen til hende, “jeg synes det er synd for lille dig” siger han og tager om hende, og idet samme siger hun: “ jeg vil ikke være offer, jeg er sgu vred på ham”. 

Hun tænker igen tilbage til Spejderhuset på Mølholmbakken – et lille gammelt rødstens hus med en bagsidegård der lå ned til skoven, hvor de kunne lege og hvor hun huskede at de legede æggeløb. Hun huskede svagt hvor rart det var at lege med de andre børn. Samtidig husker hun en utryghed og sårbarhed omkring det, som er ubestemmelig. Hun husker ikke de andre børn, hun kikkede på når legen var slut. 

Det er sidst i august og hun mærker at luften er blevet køligere om morgenen. Solen stikker lidt mere når den er på og de sidste solstråler yder det bedste de kan, inden jordkloden vipper til køligere briser. Tankerne flyder ud og ind af “tidligere” og “nu” og det bliver en blanding af sanser og emotioner og kroppen går rundt i haven og fødderne. Fødderne bevæger sig og det er som om at noget bevæger sig inden i hende når hun tænker “tilbage” og “frem”. Det bliver blødere indeni.


Barn af misbrugere – bliver sårede voksne

En opvækst i familier med misbrug er ikke alene skadelig for misbrugerne – det er mindst lige så skadeligt for relationerne og børnene.

Nogle lever et helt liv med men af opvækst i familier med bl.a. alkoholmisbrug. Tabet af kontakt og nærvær i relationerne, utryghed i relationerne, og fysisk og psykisk vold der følger pga misbrug påvirker opvæksten og tilknytningssystemet. TUBA har lavet nogle fantastisk gode film – se MIT BARN ca. 20 min


Noget om en terapi og at finde sig selv

For nylig tog jeg på en solotur i sommerhus “for at finde mig selv” – (Jeg tror de fleste mennesker kender til det at man føler man er blevet væk for sig selv.. enten når arbejdet fylder for meget eller der kommer pres på – af den ene eller anden årsag ((o: og så må man på jagt efter sin sjæl igen)

Jeg afsluttede den sidste dag med plads til en klients traumeterapi igennem Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi – det var en god og vigtig proces, der havde brug for at blive grebet og processet.

Tilstanden blev første gang aktiveret af en pludselig åbning med kraft og udtryk i en undervisnings situation i traumeterapi og det åbnede til energier i hele gruppefeltet. Nogle få deltagere havde tydelige tegn på at der var vagt energier og tilstande som kom i bevægelse. Nogen mere tydeligt fysisk end andre og vi tog os af det og så faldt der ro på.

Derefter hvilede processen og det forunderlige var at den fortsatte, da vi mødtes igen efter flere uger. 

Sådan er det med den krop – den er klog, den kan vente til mennesket nærværsmæssigt, og kognitivt er klart og der er tryghed og kontakt , den kan stoppe op og så kan den arbejde videre når den bliver mødt igen. Tænk en gang hvor smart en organisme vi er.. 

orange petaled flowers on person s back
Photo by Life Of Pix on Pexels.com

Vi fandt ud af at lægge en terapi ind i forbindelse med min “finde mig selv rejse”, så impulsen hos klienten kunne blive mødt.
Det slog mig bagefter hvor virksomt og godt det var, også for mig, at være terapeut på denne måde. Det var meningsfuldt både terapeutisk processuelt og for mig som terapeut, det at flytte sig fra de gængse rammer til et andet sted. Et sted hvor der er mennesker, der har brug for at finde frem til egne ressourcer og når processen “banker på”.

“Hvor der er vilje er der en vej” – et ordsprog der nok er anvendt i andre sammenhæng og med anden forforståelse, men det giver så meget mening også i denne sammenhæng på alle planer og på den måde udvider horisonten sig og vi kan  måske åbne til mere i vores bevidsthed.

Hvad skete der?

Processen var dyb og meget godt skete i de forskellige energetiske lag som vi består af – også i de lag, som refererer til tiden før vi fødes, var aktive i terapien. Her tænker jeg på det embryologiske lag.

Inden jeg går videre er det måske vigtigt for dig som læser at får lidt mere indblik i begreberne.

Billede: En zygote, en ægcelle der lige er befrugtet af en sædcelle

Her er en ultrakort kort setting for tilstanden Embryor: 

Før baby i mors mave, er vi en embryor ( Jaap van der Wal, Embryolog og forsker,  i et interview om embryologi) og før det er vi en Zygote (der sker også lidt før vi er en Zygotet, men det venter jeg lidt med at skrive om) og før det en ubefrugtet ægcelle og sædcelle. Det er måske ikke uden grund jeg skriver det i den rækkefølge, for det var i den omvendte rækkefølge klienten arbejdede – fra – fødsel til – embryor og måske også zygote, som en repetition af noget gennemlevet. Jaap van der Wal taler også om at når vi fødes – så dør vi – fordi det allerførste vi består af i mors mave, er placenta – vores moderkage – det er en spændende tanke at have med i vores overvejelser omkring liv, og livsformer. Han taler ligeledes om at liv er en proces – vi er en embryor hele livet – vores krop og krops system udvikler sig hele livet og bliver til mere af det vi udsætter os for og det vi indtager af føde og det vi oplever. Den udfoldelse fortsætter til vi dør. I et traumeperspektiv ser jeg bevægelser og processer, der giver mening når jeg tager Jaap van der Wal´s briller på.

Processen

Processen tog form som en Embryor, der i sin vorden, bliver foldet ud og ind i flere omgange. Kroppen bevægede sig først den ene vej i en sammenfoldning og derefter i en bagudfoldning og igennem flere omgange med samme eller lignende mønstre. Indimellem var det bevægelser, der var horisontale og indimellem vertikale (på langs eller opad og nedad) 

Kroppen lavede små ryk forskellige steder i kroppen og forskellige muskler bevægede sig. Ryk som de ryk vi ser bitte-små tidlige babyer har i mors mave. Først skete det rundt over det hele i kroppen og dernæst så som om det rettede sig mod midtlinjen. Det var så tydeligt for os begge, at der var gang i noget vi ikke kunne sætte ord på og at det var noget meget tidligt for det var en kropslighed, der havde sit eget mønster og bevægelser, der ikke rigtig gav mening, umiddelbart.  Klienten sagde i forløbet: “nu føles det som om det hele retter sig ind mod midten”.  Ja der var en retning af bevægelse og energi mod midtlinjen, jeg sansede det også. Derefter blev der stille igen en dynamisk stilhed – et kort sus og et dybt åndedræt fik plads og så stilhed igen over alt, inden i og omkring os.

Diafragmer blev aktive i flere lag i kroppen. Bækkenet tvistede og vred og strækkede sig, og kæben klikkede, åbnede og strakte sig. Mellemrum opstod med stor stilhed i kroppen og i rummet og alt føltes, som det opløstes og svævede i et vægttomt rum. Ingen modstand, ingen vægt – kun blødhed og svævende energi i kontakten. “Long tide” opstod, en tilstand hvor kroppen bevæger sig mod homøostase, og mere balance. Et sted hvor der er stille og meget langsom energi. Alt foregik i et nærværende rum, i lavt tempo – hvor vi kunne undre os sammen, udveksle viden, grine og samtale imens kroppen arbejdede i lavt tempo, men i eget tempo.

Kroppen fandt sig til rette og fandt ro, hvile og energi og årvågenhed blev vagt.

Det var en god dag

Processing…
Success! You're on the list.

Embryologi – menneske og sjæl

“Vi er embryor “ – vores liv starter måske længe før vi selv aner det. 

Jaap Van der Wal , embryologist er et af vor tids meget spændende forskere i embryologi. Tiden i “ mors mave” og måske før, har han gjort til sit forskningsfelt. 

Når vi ser på “liv” med Jaaps briller bliver vi mere forstående og nysgerrige for hvad liv er eller kan være. 

Det stiller samtidig et stort spørgsmål til hvad der sker i den kunstige befrugtning? 

Sker der skade på sjælen? Eller sker der skade på embryologien? 

Jaap taler om at embryor er der hvor sjælen manifesteres. Det er igennem embryor vi kommer til live… hvis vi bare lige stopper op et øjeblik og tænker over hvad det i virkeligheden betyder, så åbner der sig hundredevis af nye spørgsmål om liv og livsformer, sundhed, traumer, handicap, og spørgsmål som hvor stammer liv fra og hvem er vi? osv.

Når vi er i et terapiforløb giver det mening at inddrage disse lag i en her og nu bevidsthed og finde sproglighed i det område, så der kan blive åbning til at integrere tidlige lag af tilknytning og regulering i kontakt. Det område er jeg lidt nørdet omkring – for graderne af “kontakt” er den opmærksomhed vi må have som terapeut, når vi skal kunne tilbyde klienter rette mængde af nærvær, som netop matcher klientens behov og traumatisering.

Jeg arbejder med den bevidsthed ind i mine terapier, det åbner til dybe eksistentielle lag og dyb forståelse til processerne. Det er meningsfuldt og et nænsomt arbejde jeg sætter utroligt stor pris på at varetage.

Lyt til Jaap Van der Wal, forsker i embryologien. 


Kranio Sakral Terapi og hjernerystelse

Hjernerystelse – handler om meget andet end hjernen.

Der er alt for lidt opmærksomhed på at man skal have hurtig hjælp når man får hjernerystelse. Der er selvfølgelig for skellige tilgange alt efter hvor stor grad af hjernerystelse patienten får og hvilke ulykke der ligger bag.

Men jeg vil altid anbefale at man får hjælp hurtigst muligt og at det er væsentligt at regulerer i traumet på så nænsom en måde som muligt.

Den biodynamiske kranie sakrale terapi er en nænsom måde at regulerer i traume på. Fordi den ikke hverken “brækker”, “vrider” eller “skubber” på klienten – og fordi der er fokus på at lade klientens egne ressourcer arbejde under terapien. Vi ser ofte at klienten finder tilbage til en balance der var tilstede inden ulykken. Det betyder ikke at kroppen har let ved det – men den laver ofte det vi kalder “unwinding” for at fjerne bruddet eller den låste situation der er i kroppen, nakken eller ansigtet. Jo tidligere vi får klienterne ind i terapien jo bedre og hurtigere sker traumereguleringen. Dr.dk har i dag en artikel om problematikken omkring manglende eller usammenhængende behandling for hjernerystelsespatienter -og om senskader fordi traumet ikke bliver reguleret eller noget andet sker som følge af hjernerystelsen. Der er ligeledes mulighed for at høre Podcastet om hjernerystelse og det usynlige smertehelvede mange oplever efterfølgende. Navnet på podcastet er: Den usynlige fjende, faldet – mysteriet om de rystede hjerner. Dansk Center for hjernerystelse har arbejdet for at finde data på hjernerystelser og følgeskader hvis du vil læse i dybden har de udgivet en rapport for hjernerystelse børn og voksne. Der er vigtig viden at hente for både lægmand og behandlere. Kranio-Sakral Terapi har haft hjernerystelse og piskesmeld som et område i mange år og kstforeningen lavede nogle videoer om dette for et par år siden vil du se dem ligger de på forsiden af hjemmesiden i bunden.


Vagus nerven

Hvad stiller vi op med stress når vi bliver for overvældede, ikke kan sove og måske har fysiske symptomer i hovedet, halsen og brystkassen? Der kan være mange forskellige ting på færde og en af dem kan være at vores vagus nerve er i for høj arausal. Det betyder den er for spændt og alt for “tændt”.

Det er en svær en at få fat i fordi den ligger inde i kroppen og går ned i de inderste lag til alle organer og er en del af centralnervesystemet.

Alligevel er der forskellige ting vi kan gøre og en af dem som måske de fleste ikke helt bryder sig om at gøre eller synes er noget mærkeligt noget at gøre – det er at bruge vores stemmebånd.

Se på videoen her så får du en god fornemmelse af hvorfor stemmebåndet kan bruges her:

En Vagus-øvelse


Jeg kommer her ikke fordi..

Jeg kommer her ikke fordi du skal li mig..
Du skal se mig.
Jeg kommer her ikke fordi du skal elske mig..
Du skal lære mig at elske.
Jeg kommer her ikke fordi du skal hade mig..
Du skal lære mig at hade.
Jeg kommer her ikke fordi du skal væmmes ved mig.. 
Du skal lære mig at væmmes.
Jeg kommer her ikke fordi du skal blive ked af mig..
Du skal lære mig at sørge.
Jeg kommer her ikke fordi jeg skal have et nyt hjerte
Du skal hjælpe mig med at åbne det.
Jeg kommer her ikke fordi jeg ved hvem jeg er.. 
Du skal tage mig i hånden om mig selv.
Jeg kommer her ikke fordi du skal fixe mig..
Du skal lære mig at være.
Jeg kommer her ikke fordi du er her..
Du skal vise mig at du er her.
Jeg kommer her ikke fordi jeg skal høre på hvad du føler..
Jeg skal sanse det.
Jeg kommer ikke fordi jeg kan mærke mig selv..
Du skal lære mig at mærke.
Jo - jeg kom måske fordi du skal fixe mig..
Jeg ved nu at vejen er min egen.
Jeg kommer her fordi..

Digt af Linda Callesen, Relationel Traumeterapeut 2023

Kærligheden er nogen gange ikke nok

Nogen gange ved vi ikke hvorfor en klient har det som hun/ han har det.

Derfor er det nærliggende også at se på før-fødselstilstande, man taler om præ-perinatal psykologi. 

Hvis et barn udvikler stress og skolevægring i skolealderen eller senere som ung

kan det have noget at sige om barnet i mors mave har fået en prægning af nervesystemet

med øget kortisol.

Det kan både være tilstande som eks. vis samfundsstrukturelle kriser, krig, og hungersnød etc.

Det kan være at moderen som krop og psyke kan have været i øget beredskab i nervesystemet af forskellige psykologiske eller relationelle årsager og har dermed præget forsterets nervesystem.

Det er det der er så svært ved at være menneske

-at vi kommer til at have indflydelse på hinanden

-også selvom vi ikke tror det eller virkelig ikke ønsker at det skulle lade sig gøre.

Jeg vil genfortælle om et eksempel fra den virkelige verden, historien er fortalt af Henrik Dybvad Larsen (HDL), i bogen om fostrets og fødslens psykologi:

Historien handler om skolevægring

En psykisk sårbar dreng på 10 år får en skade ved et fald og kan ikke gå pga. smerter i hoften.

Han bliver undersøgt grundigt af forskellige fagfolk og får at vide at han ikke er skadet men at man mener det er af psykologisk karakter.

Han bliver ved med at falde når han bliver sendt i skole og må tilbage med sin mor – hjem igen uden at være i skole.

Han får efter en behandling i skoletandplejen talebesvær efter han har været i lokalbedøvelse. 

Måske er det belastningsreaktioner, fordi i historien forlyder det at han bliver hjulpet med sit talebesvær igennem hypnose og hans bevægeapparat bliver også bedre. 

HDL undersøger fødselshistiorikken. Moderen fortæller at hun har forsøgt to gange at blive gravid inden drengen kom til. Hun havde en nærdødsoplevelser under fødslen af drengen fordi hun fik forkert medicinering, blev lammet og kunne ikke give udtryk for at hun ikke kunne trække vejret. 

Når et foster udsættes for bedøvelse igennem sin mor er fosteret jo ikke særlig stort og får samme dosis som et voksent menneske. Det er nærliggende at overveje om det har indvirkning på nervesystemet på fosteret og det er også nærliggende at tænke at fosteret har mærket de mange stresshormoner og angsten under kampen for livet da moderen bliver lammet og ikke kan trække vejret. 

Enden på historien – er at HDL ikke får mulighed for at gøre det han har impuls til for at give drengen mulighed for at få det bedre, da forældrene ikke skønner det er nødvendigt. 

Embyrologiske overvejelser i terapien

Som Traumeterapeut og Biodynamisk kranio-sakral terapeut kan jeg gøre noget

-men på en endnu mere nænsom måde. Det er det vi arbejder bevidst med at give plads til når vi har en baby eller et barn i klinikken.  

Forskellen er at jeg ikke præsenterer hvad barnet skal føle eller opleve men jeg præsenterer et rum og kontakt og nærvær “godt nok” for barnet eller babyen til at der bliver plads til – alt det der måtte være i hukommelsen i hjernen, hjertet, nervesystemet og kroppen. 

Det vil måske tage et par gange inden baby er tryg nok i relationen og at de voksne kan observerer at der sker fremskridt, men jeg plejer at sige: “det er de små skridt der er de store skridt.” Det er det vi må have tillid til.

Vi ved ikke altid hvilken vej heling skal ske men hvis vi giver kroppen og sjælen lov til selv at gribe sit rum, så skal der nok ske heling. Hvis du vil læse om en traumeregulering sammen med en baby og mor – så følg linket her i indlæg


En biodynamisk historie

Baby Trivsels Terapi_ Linda Callesen, Traumeterapeut

En historie om lille “Mikkel” (synonym) 4 mdr.

Mikkel har fået henvisning til kiropraktor og været afsted 2 gange, hvor første gang var med 3 besøg og 2. gang 2 besøg og han fejler ikke noget mener kiropraktor. Mor er stadig lidt bekymret om Mikkel har noget i ryggen for han vil kun ligge på ryggen og ikke dreje hovedet til den ene side. Hun synes også at hovedet er blevet lidt fladt af det.

Mor ankommer med Mikkel og mormor er chauffør, så hun kommer med. Jeg modtager dem udenfor døren og hilser på. De voksne taler sammen og jeg viser Mikkel jeg har set ham med mit blik, men siger ikke så meget til ham. Ser lidt forbi og hen på mor og mormor. Vi går ind i klinikken og mormor får henvist en stol lidt væk fra mor og Mikkel. 

Baby Trivsels Terapi_ Linda Callesen, Traumeterapeut

Jeg fortæller mor at lige nu skal Mikkel synes det er ok jeg er til stede, så det er vigtigt at hun sidder med ham lidt endnu. Mikkel synes stadig ikke det er ok at jeg sidder der – hvor jeg troede jeg skulle sidde, så jeg trækker mig længere væk og forklarer at det er ok – også for mor, så hun kan følge med i hvad vi har gang i. 

Jeg beder mor om at fortælle hvordan hendes graviditet har været og imens sidder jeg med en kajdukke og en babydimsebold (o:

Jeg kikker stadig kun i små øjeblikke på Mikkel og ser efter hvordan hans mimik er – er han tilpas eller er han urolig? – har han rynker i panden eller er kroppen spændt? eller bevæger kroppen sig? Eller er den stiv? – imens fortæller mor om graviditeten. Vi taler sammen og jeg spørger hende om hun ved hvordan Mikkel har haft det inden i maven.

Jeg ser efter kommunikationen og genfortæller for Mikkel, det mor lige har sagt. Slipper øjenkontakten og spørger til fødslen – jeg genfortæller det mor har sagt til Mikkel og siger “hold da op du har siddet fast i bækkenet i mange timer” – og spørger: “du blev måske bange”? Slipper kontakten igen.

Mor bliver opmærksom på at der måske netop her var noget vigtigt, for der bliver helt stille i rummet. Mikkel bliver stille og rummet fyldes af stilhed.Ved en indskydelse fortæller jeg om hjertet under fødslen – den transformation, der sker når barnet skal til at trække vejret selv. Jeg spurgte om mor var ok med at der gik så mange timer? “Nej! jeg råbte højt og sagde nu må det stoppe”, svarer hun. Jeg tager igen kontakt til Mikkel og siger: “hold da op mor råbte højt og sagde det skulle stoppe” – Mikkel kikker mere intenst på mig og begynder at bevæge kroppen endnu mere. 

Jeg kan komme tættere på nu og tager let kontakt til fødderne. Han er lidt tilbageholdende igen – så jeg går langsomt tilbage igen og så frem – det tager ca. en halv time med små kontakt-øjeblikke imens Mikkel sidder med mor. Der opstår mere varme på områderne jeg får kontakt til. Mikkel bliver mere og mere aktiv og begynder at savle, hans tunge kommer i bevægelse og nakken bevæger sig mere.

Så spørger jeg Mikkel om jeg må se hvordan han ligger på maven og mor lægger ham på briksen – Kaj og lejedimsen følger med – mor holder øjenkontakt med Mikkel – jeg sanser og tager kontakt til højre side ved maven og nederst på ryggen af Mikkel, der bliver mere bevægelse i kroppen og så stilhed igen. Vi holder den fysiske kontakt et minut eller to, så begynder han at blive træt af at ligge på maven – og jeg siger til Mikkel “nu slipper jeg dig og mor er her”.

Jeg spørger ham igen om jeg må se hvordan han kan ligge på ryggen. Så vender mor Mikkel om på ryggen og mor bliver her ved siden. Mikkel tager kontakt med øjnene – jeg har hænderne på siden og under hans krop og så taler vi sammen Jeg fortæller ham om hans fødsel (jeg ved ikke hvor det kommer fra)- han bliver stille som graven, fødderne er placeret helt stille på underlaget og benene er bøjede så ryggen er helt i underlaget og han bliver mere og mere intens i blikket. Vi taler om at det var hårdt at sidde der i bækkenet i så mange timer – stilhed – så siger jeg imens jeg ser på ham – “Du blev måske bange” – “det kan man godt blive”, jeg siger det på forskellig måde til ham og ser han er i kontakt og så begynder ansigtet i højre side at kramme sammen, somom det ligger i pres. Øjet bliver ligesom mere lukket og det rynker i panden – han trækker ligesom hovedet ned mod skuldren og der bliver fuldstændigt stille i hele rummet – han fastholder mit blik – det føles som en evighed, jeg genkender at øjeblikket er vigtig og det er vigtig med kontakten i øjnene et stykke tid. Derefter begynder han at spejle mit ansigts mimi og sige lyde og tale med mig – jeg mærker intensiteten.

Der går lidt tid og så kan jeg mærke vi skal slippe – jeg siger til ham “jeg kan mærke du synes det er ok og nok nu, så nu slipper jeg dig – men mor er lige her og hun tager dig op når jeg slipper dig” – og da det sker at mor tager Mikkel op, er han træt, varm og mere afslappet i kroppen.

Copyright. Linda Callesen


Biodynamisk Kranio Sakral Terapi

orange petaled flowers on person s back

Når det gør ondt fysisk og psykisk kan det være svært at finde ud af hvad man skal gribe og gøre i.

Der findes forskellige retninger inden for KST, Kranio-Sakral Terapi – der er mekanisk og biodynamisk overordnet set.

Jeg tilbyder den biodynamiske Kranio Sakral Terapi hvor vi arbejder med kroppens selvhelende kræfter og det omgivende felts ressourcer.

Hvis du vil se lidt om hvordan sådan en behandling foregår så lægger jeg denne video fra KST Instituttet der som den eneste skole i Danmark tilbyder hele KST uddanelsen som Biodynamisk. Anney og Heather står bag skolen og er også praktikerne bag behandlingsformen.

Jeg hjælper mennesker med forskellige kropslige smerter og utilpasheder, som kan være opstået igennem nylige eller tidlige hændelser. Tilstande der gør hverdagen ulidelig og svært at gennemskue hvornår de holder op.

Som Relationel Traumeterapeut har jeg det ekstra lag af kompetence ind i KST behandlingen til dig. Det betyder at du kan være sikker på at vi kommer godt omkring dit behov.

Den biodynamiske KST er en fantastisk metode der indkluderer hele dig, dine følelser og tilstande og så du kommer til at mærke din egen kraft og dine ressourcer.

Giv dig lidt tid til at se filmen her på siden og hold dig ikke tilbage med at stille spørgsmål hvis der dukker nogle op.

Har du slået hovedet eller kroppen og synes det er svært at komme videre så vil jeg anbefale dig at booke din første tid hos mig.

Nænsomhed skal der til for at kroppen søger efter en balance på flere planer.

Hold dig ikke tilbage hvis du har et spørgmål eller er usikker på om dette kan være en hjælp for dig.

Linda Callesen, Relationel Traumeterapeut


Verified by ExactMetrics