Nogen gange ved vi ikke hvorfor en klient har det som hun/ han har det.
Derfor er det nærliggende også at se på før-fødselstilstande, man taler om præ-perinatal psykologi.
Hvis et barn udvikler stress og skolevægring i skolealderen eller senere som ung
kan det have noget at sige om barnet i mors mave har fået en prægning af nervesystemet
med øget kortisol.
Det kan både være tilstande som eks. vis samfundsstrukturelle kriser, krig, og hungersnød etc.
Det kan være at moderen som krop og psyke kan have været i øget beredskab i nervesystemet af forskellige psykologiske eller relationelle årsager og har dermed præget forsterets nervesystem.
Det er det der er så svært ved at være menneske
-at vi kommer til at have indflydelse på hinanden
-også selvom vi ikke tror det eller virkelig ikke ønsker at det skulle lade sig gøre.
Jeg vil genfortælle om et eksempel fra den virkelige verden, historien er fortalt af Henrik Dybvad Larsen (HDL), i bogen om fostrets og fødslens psykologi:
Historien handler om skolevægring
En psykisk sårbar dreng på 10 år får en skade ved et fald og kan ikke gå pga. smerter i hoften.
Han bliver undersøgt grundigt af forskellige fagfolk og får at vide at han ikke er skadet men at man mener det er af psykologisk karakter.
Han bliver ved med at falde når han bliver sendt i skole og må tilbage med sin mor – hjem igen uden at være i skole.
Han får efter en behandling i skoletandplejen talebesvær efter han har været i lokalbedøvelse.
Måske er det belastningsreaktioner, fordi i historien forlyder det at han bliver hjulpet med sit talebesvær igennem hypnose og hans bevægeapparat bliver også bedre.
HDL undersøger fødselshistiorikken. Moderen fortæller at hun har forsøgt to gange at blive gravid inden drengen kom til. Hun havde en nærdødsoplevelser under fødslen af drengen fordi hun fik forkert medicinering, blev lammet og kunne ikke give udtryk for at hun ikke kunne trække vejret.
Når et foster udsættes for bedøvelse igennem sin mor er fosteret jo ikke særlig stort og får samme dosis som et voksent menneske. Det er nærliggende at overveje om det har indvirkning på nervesystemet på fosteret og det er også nærliggende at tænke at fosteret har mærket de mange stresshormoner og angsten under kampen for livet da moderen bliver lammet og ikke kan trække vejret.
Enden på historien – er at HDL ikke får mulighed for at gøre det han har impuls til for at give drengen mulighed for at få det bedre, da forældrene ikke skønner det er nødvendigt.
Embyrologiske overvejelser i terapien
Som Traumeterapeut og Biodynamisk kranio-sakral terapeut kan jeg gøre noget
-men på en endnu mere nænsom måde. Det er det vi arbejder bevidst med at give plads til når vi har en baby eller et barn i klinikken.
Forskellen er at jeg ikke præsenterer hvad barnet skal føle eller opleve men jeg præsenterer et rum og kontakt og nærvær “godt nok” for barnet eller babyen til at der bliver plads til – alt det der måtte være i hukommelsen i hjernen, hjertet, nervesystemet og kroppen.
Det vil måske tage et par gange inden baby er tryg nok i relationen og at de voksne kan observerer at der sker fremskridt, men jeg plejer at sige: “det er de små skridt der er de store skridt.” Det er det vi må have tillid til.
Vi ved ikke altid hvilken vej heling skal ske men hvis vi giver kroppen og sjælen lov til selv at gribe sit rum, så skal der nok ske heling. Hvis du vil læse om en traumeregulering sammen med en baby og mor – så følg linket her i indlæg
.
You must be logged in to post a comment.