Hvad stiller vi op med stress når vi bliver for overvældede, ikke kan sove og måske har fysiske symptomer i hovedet, halsen og brystkassen? Der kan være mange forskellige ting på færde og en af dem kan være at vores vagus nerve er i for høj arausal. Det betyder den er for spændt og alt for “tændt”.
Det er en svær en at få fat i fordi den ligger inde i kroppen og går ned i de inderste lag til alle organer og er en del af centralnervesystemet.
Alligevel er der forskellige ting vi kan gøre og en af dem som måske de fleste ikke helt bryder sig om at gøre eller synes er noget mærkeligt noget at gøre – det er at bruge vores stemmebånd.
Se på videoen her så får du en god fornemmelse af hvorfor stemmebåndet kan bruges her:
Nogen gange ved vi ikke hvorfor en klient har det som hun/ han har det.
Derfor er det nærliggende også at se på før-fødselstilstande, man taler om præ-perinatal psykologi.
Hvis et barn udvikler stress og skolevægring i skolealderen eller senere som ung
kan det have noget at sige om barnet i mors mave har fået en prægning af nervesystemet
med øget kortisol.
Det kan både være tilstande som eks. vis samfundsstrukturelle kriser, krig, og hungersnød etc.
Det kan være at moderen som krop og psyke kan have været i øget beredskab i nervesystemet af forskellige psykologiske eller relationelle årsager og har dermed præget forsterets nervesystem.
Det er det der er så svært ved at være menneske
-at vi kommer til at have indflydelse på hinanden
-også selvom vi ikke tror det eller virkelig ikke ønsker at det skulle lade sig gøre.
Jeg vil genfortælle om et eksempel fra den virkelige verden, historien er fortalt af Henrik Dybvad Larsen (HDL), i bogen om fostrets og fødslens psykologi:
Historien handler om skolevægring
En psykisk sårbar dreng på 10 år får en skade ved et fald og kan ikke gå pga. smerter i hoften.
Han bliver undersøgt grundigt af forskellige fagfolk og får at vide at han ikke er skadet men at man mener det er af psykologisk karakter.
Han bliver ved med at falde når han bliver sendt i skole og må tilbage med sin mor – hjem igen uden at være i skole.
Han får efter en behandling i skoletandplejen talebesvær efter han har været i lokalbedøvelse.
Måske er det belastningsreaktioner, fordi i historien forlyder det at han bliver hjulpet med sit talebesvær igennem hypnose og hans bevægeapparat bliver også bedre.
HDL undersøger fødselshistiorikken. Moderen fortæller at hun har forsøgt to gange at blive gravid inden drengen kom til. Hun havde en nærdødsoplevelser under fødslen af drengen fordi hun fik forkert medicinering, blev lammet og kunne ikke give udtryk for at hun ikke kunne trække vejret.
Når et foster udsættes for bedøvelse igennem sin mor er fosteret jo ikke særlig stort og får samme dosis som et voksent menneske. Det er nærliggende at overveje om det har indvirkning på nervesystemet på fosteret og det er også nærliggende at tænke at fosteret har mærket de mange stresshormoner og angsten under kampen for livet da moderen bliver lammet og ikke kan trække vejret.
Enden på historien – er at HDL ikke får mulighed for at gøre det han har impuls til for at give drengen mulighed for at få det bedre, da forældrene ikke skønner det er nødvendigt.
Embyrologiske overvejelser i terapien
Som Traumeterapeut og Biodynamisk kranio-sakral terapeut kan jeg gøre noget
-men på en endnu mere nænsom måde. Det er det vi arbejder bevidst med at give plads til når vi har en baby eller et barn i klinikken.
Forskellen er at jeg ikke præsenterer hvad barnet skal føle eller opleve men jeg præsenterer et rum og kontakt og nærvær “godt nok” for barnet eller babyen til at der bliver plads til – alt det der måtte være i hukommelsen i hjernen, hjertet, nervesystemet og kroppen.
Det vil måske tage et par gange inden baby er tryg nok i relationen og at de voksne kan observerer at der sker fremskridt, men jeg plejer at sige: “det er de små skridt der er de store skridt.” Det er det vi må have tillid til.
Vi ved ikke altid hvilken vej heling skal ske men hvis vi giver kroppen og sjælen lov til selv at gribe sit rum, så skal der nok ske heling. Hvis du vil læse om en traumeregulering sammen med en baby og mor – så følg linket her i indlæg
Mikkel har fået henvisning til kiropraktor og været afsted 2 gange, hvor første gang var med 3 besøg og 2. gang 2 besøg og han fejler ikke noget mener kiropraktor. Mor er stadig lidt bekymret om Mikkel har noget i ryggen for han vil kun ligge på ryggen og ikke dreje hovedet til den ene side. Hun synes også at hovedet er blevet lidt fladt af det.
Mor ankommer med Mikkel og mormor er chauffør, så hun kommer med. Jeg modtager dem udenfor døren og hilser på. De voksne taler sammen og jeg viser Mikkel jeg har set ham med mit blik, men siger ikke så meget til ham. Ser lidt forbi og hen på mor og mormor. Vi går ind i klinikken og mormor får henvist en stol lidt væk fra mor og Mikkel.
Jeg fortæller mor at lige nu skal Mikkel synes det er ok jeg er til stede, så det er vigtigt at hun sidder med ham lidt endnu. Mikkel synes stadig ikke det er ok at jeg sidder der – hvor jeg troede jeg skulle sidde, så jeg trækker mig længere væk og forklarer at det er ok – også for mor, så hun kan følge med i hvad vi har gang i.
Jeg beder mor om at fortælle hvordan hendes graviditet har været og imens sidder jeg med en kajdukke og en babydimsebold (o:
Jeg kikker stadig kun i små øjeblikke på Mikkel og ser efter hvordan hans mimik er – er han tilpas eller er han urolig? – har han rynker i panden eller er kroppen spændt? eller bevæger kroppen sig? Eller er den stiv? – imens fortæller mor om graviditeten. Vi taler sammen og jeg spørger hende om hun ved hvordan Mikkel har haft det inden i maven.
Jeg ser efter kommunikationen og genfortæller for Mikkel, det mor lige har sagt. Slipper øjenkontakten og spørger til fødslen – jeg genfortæller det mor har sagt til Mikkel og siger “hold da op du har siddet fast i bækkenet i mange timer” – og spørger: “du blev måske bange”? Slipper kontakten igen.
Mor bliver opmærksom på at der måske netop her var noget vigtigt, for der bliver helt stille i rummet. Mikkel bliver stille og rummet fyldes af stilhed.Ved en indskydelse fortæller jeg om hjertet under fødslen – den transformation, der sker når barnet skal til at trække vejret selv. Jeg spurgte om mor var ok med at der gik så mange timer? “Nej! jeg råbte højt og sagde nu må det stoppe”, svarer hun. Jeg tager igen kontakt til Mikkel og siger: “hold da op mor råbte højt og sagde det skulle stoppe” – Mikkel kikker mere intenst på mig og begynder at bevæge kroppen endnu mere.
Jeg kan komme tættere på nu og tager let kontakt til fødderne. Han er lidt tilbageholdende igen – så jeg går langsomt tilbage igen og så frem – det tager ca. en halv time med små kontakt-øjeblikke imens Mikkel sidder med mor. Der opstår mere varme på områderne jeg får kontakt til. Mikkel bliver mere og mere aktiv og begynder at savle, hans tunge kommer i bevægelse og nakken bevæger sig mere.
Så spørger jeg Mikkel om jeg må se hvordan han ligger på maven og mor lægger ham på briksen – Kaj og lejedimsen følger med – mor holder øjenkontakt med Mikkel – jeg sanser og tager kontakt til højre side ved maven og nederst på ryggen af Mikkel, der bliver mere bevægelse i kroppen og så stilhed igen. Vi holder den fysiske kontakt et minut eller to, så begynder han at blive træt af at ligge på maven – og jeg siger til Mikkel “nu slipper jeg dig og mor er her”.
Jeg spørger ham igen om jeg må se hvordan han kan ligge på ryggen. Så vender mor Mikkel om på ryggen og mor bliver her ved siden. Mikkel tager kontakt med øjnene – jeg har hænderne på siden og under hans krop og så taler vi sammen Jeg fortæller ham om hans fødsel (jeg ved ikke hvor det kommer fra)- han bliver stille som graven, fødderne er placeret helt stille på underlaget og benene er bøjede så ryggen er helt i underlaget og han bliver mere og mere intens i blikket. Vi taler om at det var hårdt at sidde der i bækkenet i så mange timer – stilhed – så siger jeg imens jeg ser på ham – “Du blev måske bange” – “det kan man godt blive”, jeg siger det på forskellig måde til ham og ser han er i kontakt og så begynder ansigtet i højre side at kramme sammen, somom det ligger i pres. Øjet bliver ligesom mere lukket og det rynker i panden – han trækker ligesom hovedet ned mod skuldren og der bliver fuldstændigt stille i hele rummet – han fastholder mit blik – det føles som en evighed, jeg genkender at øjeblikket er vigtig og det er vigtig med kontakten i øjnene et stykke tid. Derefter begynder han at spejle mit ansigts mimi og sige lyde og tale med mig – jeg mærker intensiteten.
Der går lidt tid og så kan jeg mærke vi skal slippe – jeg siger til ham “jeg kan mærke du synes det er ok og nok nu, så nu slipper jeg dig – men mor er lige her og hun tager dig op når jeg slipper dig” – og da det sker at mor tager Mikkel op, er han træt, varm og mere afslappet i kroppen.
Det er ofte sådan vi tænker, at hjernen kommer først, når vi skal ændre på noget. Men tænk på at det sted der i sin tid formede hjernen flød ned og formede dit hjerte og dernæst din mave. Det ved man fra embryologien, den forsking der arbejder med at afdække fosterudviklingen i mors mave.
Men det er ikke altid først i hjernen at tingene sker. I min terapi sammen med dig arbejder vi med at skabe det rette kontakt og resonansfelt til dig – dine følelser og nervesystem og dine sanser. Vi ved ikke hvornår det ene sker før det andet – men jeg tror de fleste har prøvet at kunne tænke sig til at ændre på det man gerne ville ændre og så alligevel falde tilbage til de gamle vaner og adfærd.
Hver gang vi oplever at det ikke lykkes, så mærker vi at det føles som en fiasko – på en eller anden måde.
Men husk det er bare fordi man starter med det forkerte sted først. Hvordan gør vi det så? – det er forskelligt fra klient til klient. Med min specialisering i relationel traumeterapi er fokus på at arbejde med relationen og vores kontakt – sanser og følelserne på den måde får vi hele kroppen med og nogen gange skal den inviteres mere ind før vi kan arbejde med alt muligt andet.
Kroppen er vores ven og meget klog
Vi tænker ofte at det er i hovedet vi skal ændre på vores tilstand og det er der, der skal ske forandringer. Men det er ikke altid den lineære vej man skal gå. Det kan være at kimen til forandring ligger i en enkelt lille bevægelse, som vi sammen undersøger og – vubti – så sker der en forandring. Bagefter er det ikke en tanke at man skal ændre på sig selv, det sker af sig selv fordi kroppen har opdaget hvor der lå en blokering. Det kan være at du helt glemmer hvad problemet var eller det ændre sig for dig. Mange af mine tidligere klienter har haft den slags oplevelser og hvis jeg spurgte dem – hvilket jeg ikke gør, ville de fleste nok sige noget om det ”finurlige” der skete. Vil du vide lidt om hvilke terapiformer jeg arbejder med så kik på nogle af linksne herfra på siden.
Vil du af med det der forstyrre dit liv og som gør det svært at leve med glæde og lyst? Så ring og bestil din tid på tlf. 31 38 89 68
Emotionerne kan drive os til vanvid specielt når de ikke bliver mødt eller ikke må eksisterer.
Forrældrer rollen er dybt kompleks – fordi når vi bliver forældre, så dukker vores egne tilknytningsadfærd, mønstre, roller og normer op
Vores traumer bliver sat i spil og vi ved det ikke som udgangspunkt.
Vi kender ikke til kompleksiteten, der spiller sig ud. Den spiller sig ud i relationerne, i familien på arbejdet og imellem vennerne. Den spiller sig ud i vores livsgnist og vores seksualitet og generelle livsførelse. Ofte ved vi ikke hvad der er på færde og hvorfor vores børn mistrives – og i det bliver vi presset af smerten over mistrivslen. Angsten for at vores børn ikke kan leve “normalt” – hvad det mon så indebærer. Tænk over hvad barnet har af historie og hvilken historie du og I har som forældre.
Mærk om der er emotioner du er låst af – er der skam eller vrede, der gemmer sig i historien? Det er normalt. Det normale for et menneske er at livet kan være hårdt, det kan være vanvittigt, det kan være skræmmende og det kan være fantastiskt. Og det er individuelt hvad vi gør med det. Og det har konsekvenser for os selv og vores relationer – måden vi takler det hele på.
Når et øget pres er tilstede- opstår der enten modpres eller kollaps. Det kan man ændre på menneskeligt – og ved et nænsomt møde. Et møde med anerkendelse, omsorg og tydelighed.
Lukker vi for “synapserne” – lukker vi for reguleringen af emotionerne.
Der er stigning i medicinering af børn og unge og for den sags skyld også voksne. Det er set udfra et medmenneskeligt hensyn ikke hensigtsmæssigt – for vi fastlåser traumatisering og retraumatisering i relationerne.
Det er heller ikke hensigtsmæssigt set udfra et samfundsmæssigt perspektiv for vi ved at når medicineringen kommer i spil opstår der et afhængighedsforhold, der er komplekst. Både kemisk, institutionelt og relationelt. Der bliver ikke reguleret i emotionerne og tilknytningen igennem medicinen. Desværre så “let” er det ikke. Der er andre veje. Vejen hvor man selv deltager med sin opmærksomhed, emotioner og sanser. En vej der bliver en nærværende vej.
Skrevet af Linda Callesen, Relationel Traumetreapeut2021
You must be logged in to post a comment.