“Når en ven svigter”

https://lindacallesen.dk/relationeltraumeterapi/

– En fiktiv historie om venner og om stoffer

Du er ung og er sammen med vennerne efter skole og i weekenderne. Det kan indimellem være hårdt at følge med i det sociale, men du holder dig til og ved du kan klare dig. Du er målrettet og ved hvad du vil – måske er det ikke helt så nemt at finde den rigtige uddannelsesretning, men du slår dig på noget som du i hvertfald kan gøre lige nu og som er et sted hvor du også har nogle venner at være sammen med.

En fredag skal du i byen hos en af vennerne og du tager nogle breezere med og en flaske vodka. I skal bare hygge og ha det sjovt.

I løbet af aftenen bliver det, du har med af forskellig spiritus, drukket og det dine venner har med forsvinder også.

I smutter ned i byen og går lidt rundt på må og få og møder nogle andre og går videre i byen.

I besøger en kammerat og der kommer der nye venner på besøg og de har “noget” med.

De andre synes I skal prøve det og du tager ikke stoffer normalt, men du føler dig forført af stemningen og du er alligevel også fuld og ender med at sige ok til at ryge “noget” – egentlig ved du ikke hvad det helt er men du stoler på dine venner. I løbet af natten sker der det at du ikke aner hvad der sker – men du får voldsomme kramper i maven – du kaster op og ryster over det hele. Du får hallucinationer og bliver meget bange, du råber og skriger noget om det du oplever i halucinationerne – søger om hjælp og ved ikke hvordan du skal klare det. Alt bliver væk.

Du vågner efter 5 timer et sted i byen og aner ikke hvad der er sket. Du føler dig meget forvirret, bange og rystet. Du skynder dig ud og ned på gaden og hjem. Hele dagen ligger du under dynen og har det ad helvede tid. Du ringer til en ven og småsnakker lidt om i går.

Din ven siger “det var en fed aften” og spørger om I skal mødes i aften igen. Du hopper med på snakken – griner med og forsøger at glemme hvad du har oplevet, du fortæller ikke om det og siger, ”nej jeg gider ikke idag” og bliver hjemme under dynen.

Du begynder af få svært ved at sove, du gider ikke rigtigt at komme til timerne og du har ofte hovedpine. Du holder dig mere og mere for dig selv og du får ikke rigtigt afleveret opgaverne og dit fravær er blevet skyhøjt.

De andre synes måske du er blevet mærkelig og trækker sig – ringer ikke så tit og indimellem oplever du at blive glemt når vennerne aftaler at mødes.

Læs om stoffer her.

Se det her er en fiktiv historie. Det er en historie som jeg ved mange unge mennesker kan genkende sig selv i. Det er en historie om hvor farligt det kan være at man som gruppe ikke passer på hinanden og hvor farligt det kan være at blive udsat for gruppepres.

Gruppens pres er et grænseoverskridende fænomen, som vi alle oplever fra tid til anden, både i familier, på uddannelser, på arbejdspladsen og i andre større sammenhænge.

Vi er mere sårbare når vi udsættes for gruppepresset fordi vi er i en situation for at blive ekskluderet fra gruppen hvis ikke vi underkaster os gruppens ønsker. Derfor sker det ofte at man lader sig overtale til noget man egentlig ikke ville gøre hvis bare man var sig selv.

I gruppepresset er der risiko for at vi udsætter hinanden for traumatisering og nedbryder de personlige grænser. Jeg vil gerne pointerer at: Det er ikke en sund relation når vi skal undergrave vores egne grænser og integritet, altså selvforståelse om egen værdi for at være en del af et socialt fællesskab.

Jeg får fra tid til anden et menneske i min praksis, der har været igennem sådanne oplevelser og det slår mig at vi skal være mere opmærksomme på vores unge mennesker. Det nutidige samfund er på mange måder fyldt med ressourcer og grænseløse muligheder og på samme tid er det mindst lige så grænseoverskridende og opslidende for det enkelte menneske og for gruppedynamikkerne.

Hvis du, når du læser det her tænker at du eller en anden måske har brug for at få lagt reaktionerne væk fra sådanne eller lignende oplevelser, så ring til mig på 31388968 og få en tid. Det er altid godt at få gjort noget så hurtigt som muligt – lad være med at gå med oplevelserne for længe alene. Se mere om mig og hvad jeg anvender i min terapi

Vi ses måske!


Emotionerne kan drive os til vanvid

collage photo of woman

Emotionerne kan drive os til vanvid specielt når de ikke bliver mødt eller ikke må eksisterer.  

Forrældrer rollen er dybt kompleks – fordi når vi bliver forældre, så dukker vores egne tilknytningsadfærd, mønstre, roller og normer op 

Vores traumer bliver sat i spil og vi ved det ikke som udgangspunkt.  

Vi kender ikke til kompleksiteten, der spiller sig ud. Den spiller sig ud i relationerne, i familien på arbejdet og imellem vennerne. Den spiller sig ud i vores livsgnist og vores seksualitet og generelle livsførelse.  Ofte ved vi ikke hvad der er på færde og hvorfor vores børn mistrives – og i det bliver vi presset af smerten over mistrivslen. Angsten for at vores børn ikke kan leve “normalt” – hvad det mon så indebærer. Tænk over hvad barnet har af historie og hvilken historie du og I har som forældre.

Mærk om der er emotioner du er låst af – er der skam eller vrede, der gemmer sig i historien? Det er normalt. Det normale for et menneske er at livet kan være hårdt, det kan være vanvittigt, det kan være skræmmende og det kan være fantastiskt.  Og det er individuelt hvad vi gør med det. Og det har konsekvenser for os selv og vores relationer – måden vi takler det hele på. 

Når et øget pres er tilstede- opstår der enten modpres eller kollaps. Det kan man ændre på menneskeligt – og ved et nænsomt møde. Et møde med anerkendelse, omsorg og tydelighed. 

Lukker vi for “synapserne” – lukker vi for reguleringen af emotionerne.

Der er stigning i medicinering af børn og unge og for den sags skyld også voksne. Det er set udfra et medmenneskeligt hensyn ikke hensigtsmæssigt – for vi fastlåser traumatisering og retraumatisering i relationerne.


Det er heller ikke hensigtsmæssigt set udfra et samfundsmæssigt perspektiv for vi ved at når medicineringen kommer i spil opstår der et afhængighedsforhold, der er komplekst.
Både kemisk, institutionelt og relationelt.
Der bliver ikke reguleret i emotionerne og tilknytningen igennem medicinen.
Desværre så “let” er det ikke. Der er andre veje. Vejen hvor man selv deltager med sin opmærksomhed, emotioner og sanser. En vej der bliver en nærværende vej.

Skrevet af Linda Callesen, Relationel Traumetreapeut 2021

MAD IN AMERIKA skriver om det øget medicinforbrug til børn og unge og om den manglende evidens bag ( på engelsk).