Lytte til “fremtiden”

Jeg tror Steen Hildebrandt er det menneske indenfor ledelse jeg har lyttet mest til igennem årene. Nok fordi jeg tidligere har arbejdet som proceskonsulent, coach og supervisor i offentlige organisationer og større mellemstore virksomheder.

Charlotte Toft og Steen Hildebrandt har en samtale om at lytte med udgangspunkt i Otto Scharmers teori “U”. Det er et digert værk – en betonklods af en bog om teorien. Som nok skræmte mange fra at læse den i starten.

Her er der en god lille appetizer (her eller på linket nederst i teksten), om det at lytte med udgangspunkt i Scharmers teori. 

Da jeg læste om teorien – var den hypet som noget helt fantastisk og nyt i ledelsessammenhæng, og når jeg sanser og reflekterer ind i det handler teorien om at integrere mere terapeutisk forholden i ledelse. 

Når Otto Schamer taler om at vi kan lytte til fremtiden – så er det ikke det samme som at fremsige hvad vi tror der bliver fremtiden, i min optik. Schamer er Senior Lektor på MIT og stifter af Presenning Institute som bygger på Teori U.

Ud fra min position som Traumeterapeut – så giver det mening for hvis vi som mennesker og ledere arbejder med vores eget homøostasesystem så bliver vi også i stand til at opdage når fremtiden fortæller os hvad der er på færde. 

Det manifesterer sig i vores krop, nervesystem og sanser. Når vi er i balance så forstår vi at vi får besked fra det kollektive felt. På den måde er det også som om tid opløses eller kalder på en ny definition. Fremtid bliver til nutid på et gruppedynamisk felt og påvirker individet på sanser, følelser, kroppen og hjernen arbejder med at forstå.

For at du måske kan følge med i min tankegang og erfaringer vil jeg dele med dig hvad der skete for mig for to dage siden. Jeg opdager pludselig at jeg får mere og mere kraft i kroppen og mit fokus bliver meget intenst. Vi er hos min mor, der er syg og hjælper lidt med aftensmaden og rydder op. Pludselig bliver jeg meget klar i mine tanker og jeg kan mærke vrede som en klar information og energien er lineær – og forstår ikke i første omgang hvad det betyder – men sidder efterfølgende på vejen hjem og brokker mig over det sædvanlige mellem mig og min mor, til min mand der kører bilen (o:. Han siger til mig at han også lagde mærke til at jeg var vred. Da vi kommer hjem er det sent og jeg lægger mig til ro og tror jeg skal sove – men kroppen er vågen og benene er urolige, specielt skinnebenet, og jeg kan ikke sove og ligger hele natten for at finde lidt ro i mit system. Jeg ved at det måske kan være meget andet end mit eget og begynder at undersøge, hvad der er på færde. Som jeg mærker ind i det begynder det at gå det op for mig at det føles som energier fra et gruppefelt. Når jeg spørger mig selv, “er det gruppefeltet”? Så forsvinder og reduceres symptomerne og jeg ved med min træning at så er det gruppefelts information, der er på færde. Det gruppefelt jeg skal mødes med om 14 dage – hvor vi skal arbejde med seksualitet og traumer i gruppefelts sammenhæng. Og pludselig giver alt mening.

Vi er ikke alene – vi er et hele og gruppedynamisk er vi forbundne, på godt og ondt. Med eller uden grænser.
Det er både en god og dårlig nyhed. For hvis vi begynder at integrere denne bevidsthed – må vi uvægerligt blive mere opmærksomme på eget ansvar og andres ansvar, vel at mærke når empatien er til stede.


Kvinders seksualitet og livskraft

Jeg stiller mig ofte spørgsmålet: Er det mig, eller skyldes det, at andre ikke forstår, hvad det vil sige at være kvinde? Inden for de seneste år har jeg endelig anerkendt min oplevelse af ikke at passe ind i systemerne eller i sundhedsområdet som kvinde. I mange år har jeg følt mig lidt forvirret, når jeg skulle tale med en læge. Først da jeg oplevede noget, der næsten kostede mig livet, fordi systemet ikke tog sig af “kvinden med smerter i underlivet”, begyndte jeg at stille krav til, om min læge var kvinde eller mand, når jeg skulle have en tid hos lægen.

Det var en befrielse at være skeptisk, men det var også lidt besværligt for min omverden. Skammen og skylden over ikke at have taget mig ordentligt af mig gjorde, at folk gjorde sig umage. Men det var ikke nemt at stå fast på mine behov, og jeg måtte ofte forklare mine valg til andre. Generelt blev der ikke anerkendt, at jeg ønskede en kvindelig læge frem for en mandlig. Måske skulle jeg selv have haft en snak den gang med en læge om en henvisning til en omsorgsfuld terapeut

De samme udfordringer findes også inden for området for psykisk mistrivsel, da det primært er kvinder, der bliver tilknyttet psykiatrien. Man må spørge sig selv, om der er en årsag til det. I tidligere århundreder opstod begrebet “hysterika”, som handlede om, at kvinder udviklede en form for “hysteri”. Det var noget, de mandlige læger kaldte det, og Sigmund Freud (også en mand) udviklede en masse teorier om det.
Hvorfor kommer vi i terapien? https://lindacallesen.dk/jeg-kommer-her-ikke-fordi/

Jeg har intet imod mænd eller ser dem som forkerte i forhold til kvinder, men de har defineret vores verden, en verden der består af lige så mange kvinder som mænd. Vi er nødt til at åbne op for de behov, kvinder har, som mænd ikke har. Vi er nødt til at finde ud af, om der er andre behov, der skal tages højde for i alle livets domæner. Historien om kvinders hysteri er muligvis set rigtigt fra S. Freuds perspektiv, da det handlede om undertrykt seksualitet og måske også undertrykkelse af kvinden som et ligeværdigt menneske i forhold til manden. Ligeværdighed giver den enkelte mulighed for forandring, som Axel Honneth taler om i sin teori om anerkendelse. Først når der er anerkendelse til stede, sker der udvikling.

Anerkendelsen skal komme fra alle tre domæner: familiens sfære, den juridiske sfære og den sociale sfære. Lad os se lidt nærmere på det faktum, at kvinder fylder meget i sygedagpengeområdet og i psykiatrien. Hvorfor sker det? Mine overvejelser går i retning af, at der mangler anerkendelse på flere områder i forhold til kvinderne. Den juridiske sfære giver ikke kvinder lige muligheder for at optjene pension, hvis de bidrager med at føde nye mennesker til samfundet. Tværtimod reduceres deres økonomi kraftigt, og mange bliver mindre tilknyttet arbejdsmarkedet og har dermed færre økonomiske muligheder for forfremmelse og indkomststigning. De oplever ofte at blive frasorteret, især i den private sektor, når de er i den fødedygtige alder. (Det sker også i den offentlige sektor.)

Kranio-Sakral Terapi – Biodynamisk (BKST)

Det løses ikke ved at dele barslen med mændene. Det er ikke den løsning, der skal til for at skabe anerkendelse for kvinder i samfundet og familien. Hvis vi skal anerkende kvinder i den fødedygtige alder, skal de have en “statsløn” og lovning om at kunne tage uddannelse eller efteruddannelse efter fødsel og barsel.

Det er fantastisk at se, at der er en stigende opmærksomhed omkring kvinders rettigheder og ligebehandling. Det er afgørende at anerkende kvinders unikke bidrag til samfundet, herunder deres rolle som fødedygtige. Der bør være tiltag, der støtter kvinder i at balancere deres biologiske opgaver og deres karriere.

Et uddannelsessystem, der tager højde for kvinders behov og giver dem mulighed for at tage uddannelse eller efteruddannelse efter fødsler og barsel, er et vigtigt skridt mod at sikre lige muligheder for kvinder på arbejdsmarkedet og optjening til pension. Det ville også være gavnligt at have en form for “statsløn” eller støtte, der anerkender kvinders bidrag som fødedygtige og giver dem økonomisk sikkerhed under barselsperioden.

Det er positivt at se, at der allerede er debatører og initiativer, der arbejder på at styrke kvinders rettigheder og ligebehandling. Denne bevægelse er afgørende for at skabe en mere retfærdig og inkluderende verden, og det er vigtigt, at den fortsætter med at vokse og udvikle sig.

Podcast – Kvinde, Liv & Lyst


Der findes støttemuligheder

Der findes støttemuligheder ud over det offentlige tilgængelige. Man skal bare vide hvornår de træder i kraft. Hvis man er udsat på en eller flere måder og har brug for hjælp efter tidligere traumer enten fra barndommen eller ungdommen så er der muligheder for at hente hjælp.

Socialministeriet henviser til Serviceloven. Her kan man nemlig give borgere mulighed for at få hjælp på anden vis, hvis det ikke er tilstede i det offentlige tilbud.

Det kan være at man har tidlige traumer fra barndommen eller ungdommen, men aldrig har tænkt at man kan gøre noget ved det. Det kan være at man også har gentagende stress eller depression og må sygemelde sig med mellemrum og egentlig ikke har tænkt at man kan gøre noget ved det og tænker måske ikke over at der kan være sammenhænge imellem det og tidligere oplevelser i livet af krænkende eller voldelig karakter.

Vi ved nu, at voksne kan have senfølger efter vold, misbrug og seksuelle overgreb i barndommen eller ungdommen og at disse kan være svære at ændre på almindelig vis. Mange der har haft sådanne oplevelser har forsøgt at glemme og gemme tiden væk, men ofte vil kroppen og psyken ikke være med til at blive glemt.

Du har en retslig mulighed for at få hjælp

Læs evt. §12, §85 og §102 i serviceloven. Du kan altid tage det med til din sagsbehandler hvis du har brug for at søge om støtte til dit traumereguleringsforløb.


“Når en ven svigter”

https://lindacallesen.dk/relationeltraumeterapi/

– En fiktiv historie om venner og om stoffer

Du er ung og er sammen med vennerne efter skole og i weekenderne. Det kan indimellem være hårdt at følge med i det sociale, men du holder dig til og ved du kan klare dig. Du er målrettet og ved hvad du vil – måske er det ikke helt så nemt at finde den rigtige uddannelsesretning, men du slår dig på noget som du i hvertfald kan gøre lige nu og som er et sted hvor du også har nogle venner at være sammen med.

En fredag skal du i byen hos en af vennerne og du tager nogle breezere med og en flaske vodka. I skal bare hygge og ha det sjovt.

I løbet af aftenen bliver det, du har med af forskellig spiritus, drukket og det dine venner har med forsvinder også.

I smutter ned i byen og går lidt rundt på må og få og møder nogle andre og går videre i byen.

I besøger en kammerat og der kommer der nye venner på besøg og de har “noget” med.

De andre synes I skal prøve det og du tager ikke stoffer normalt, men du føler dig forført af stemningen og du er alligevel også fuld og ender med at sige ok til at ryge “noget” – egentlig ved du ikke hvad det helt er men du stoler på dine venner. I løbet af natten sker der det at du ikke aner hvad der sker – men du får voldsomme kramper i maven – du kaster op og ryster over det hele. Du får hallucinationer og bliver meget bange, du råber og skriger noget om det du oplever i halucinationerne – søger om hjælp og ved ikke hvordan du skal klare det. Alt bliver væk.

Du vågner efter 5 timer et sted i byen og aner ikke hvad der er sket. Du føler dig meget forvirret, bange og rystet. Du skynder dig ud og ned på gaden og hjem. Hele dagen ligger du under dynen og har det ad helvede tid. Du ringer til en ven og småsnakker lidt om i går.

Din ven siger “det var en fed aften” og spørger om I skal mødes i aften igen. Du hopper med på snakken – griner med og forsøger at glemme hvad du har oplevet, du fortæller ikke om det og siger, ”nej jeg gider ikke idag” og bliver hjemme under dynen.

Du begynder af få svært ved at sove, du gider ikke rigtigt at komme til timerne og du har ofte hovedpine. Du holder dig mere og mere for dig selv og du får ikke rigtigt afleveret opgaverne og dit fravær er blevet skyhøjt.

De andre synes måske du er blevet mærkelig og trækker sig – ringer ikke så tit og indimellem oplever du at blive glemt når vennerne aftaler at mødes.

Læs om stoffer her.

Se det her er en fiktiv historie. Det er en historie som jeg ved mange unge mennesker kan genkende sig selv i. Det er en historie om hvor farligt det kan være at man som gruppe ikke passer på hinanden og hvor farligt det kan være at blive udsat for gruppepres.

Gruppens pres er et grænseoverskridende fænomen, som vi alle oplever fra tid til anden, både i familier, på uddannelser, på arbejdspladsen og i andre større sammenhænge.

Vi er mere sårbare når vi udsættes for gruppepresset fordi vi er i en situation for at blive ekskluderet fra gruppen hvis ikke vi underkaster os gruppens ønsker. Derfor sker det ofte at man lader sig overtale til noget man egentlig ikke ville gøre hvis bare man var sig selv.

I gruppepresset er der risiko for at vi udsætter hinanden for traumatisering og nedbryder de personlige grænser. Jeg vil gerne pointerer at: Det er ikke en sund relation når vi skal undergrave vores egne grænser og integritet, altså selvforståelse om egen værdi for at være en del af et socialt fællesskab.

Jeg får fra tid til anden et menneske i min praksis, der har været igennem sådanne oplevelser og det slår mig at vi skal være mere opmærksomme på vores unge mennesker. Det nutidige samfund er på mange måder fyldt med ressourcer og grænseløse muligheder og på samme tid er det mindst lige så grænseoverskridende og opslidende for det enkelte menneske og for gruppedynamikkerne.

Hvis du, når du læser det her tænker at du eller en anden måske har brug for at få lagt reaktionerne væk fra sådanne eller lignende oplevelser, så ring til mig på 31388968 og få en tid. Det er altid godt at få gjort noget så hurtigt som muligt – lad være med at gå med oplevelserne for længe alene. Se mere om mig og hvad jeg anvender i min terapi

Vi ses måske!


Emotionerne kan drive os til vanvid

collage photo of woman

Emotionerne kan drive os til vanvid specielt når de ikke bliver mødt eller ikke må eksisterer.  

Forrældrer rollen er dybt kompleks – fordi når vi bliver forældre, så dukker vores egne tilknytningsadfærd, mønstre, roller og normer op 

Vores traumer bliver sat i spil og vi ved det ikke som udgangspunkt.  

Vi kender ikke til kompleksiteten, der spiller sig ud. Den spiller sig ud i relationerne, i familien på arbejdet og imellem vennerne. Den spiller sig ud i vores livsgnist og vores seksualitet og generelle livsførelse.  Ofte ved vi ikke hvad der er på færde og hvorfor vores børn mistrives – og i det bliver vi presset af smerten over mistrivslen. Angsten for at vores børn ikke kan leve “normalt” – hvad det mon så indebærer. Tænk over hvad barnet har af historie og hvilken historie du og I har som forældre.

Mærk om der er emotioner du er låst af – er der skam eller vrede, der gemmer sig i historien? Det er normalt. Det normale for et menneske er at livet kan være hårdt, det kan være vanvittigt, det kan være skræmmende og det kan være fantastiskt.  Og det er individuelt hvad vi gør med det. Og det har konsekvenser for os selv og vores relationer – måden vi takler det hele på. 

Når et øget pres er tilstede- opstår der enten modpres eller kollaps. Det kan man ændre på menneskeligt – og ved et nænsomt møde. Et møde med anerkendelse, omsorg og tydelighed. 

Lukker vi for “synapserne” – lukker vi for reguleringen af emotionerne.

Der er stigning i medicinering af børn og unge og for den sags skyld også voksne. Det er set udfra et medmenneskeligt hensyn ikke hensigtsmæssigt – for vi fastlåser traumatisering og retraumatisering i relationerne.


Det er heller ikke hensigtsmæssigt set udfra et samfundsmæssigt perspektiv for vi ved at når medicineringen kommer i spil opstår der et afhængighedsforhold, der er komplekst.
Både kemisk, institutionelt og relationelt.
Der bliver ikke reguleret i emotionerne og tilknytningen igennem medicinen.
Desværre så “let” er det ikke. Der er andre veje. Vejen hvor man selv deltager med sin opmærksomhed, emotioner og sanser. En vej der bliver en nærværende vej.

Skrevet af Linda Callesen, Relationel Traumetreapeut 2021

MAD IN AMERIKA skriver om det øget medicinforbrug til børn og unge og om den manglende evidens bag ( på engelsk).