Emotionerne kan drive os til vanvid

Emotionerne kan drive os til vanvid specielt når de ikke bliver mødt eller ikke må eksisterer.  

Forrældrer rollen er dybt kompleks – fordi når vi bliver forældre, så dukker vores egne tilknytningsadfærd, mønstre, roller og normer op 

Vores traumer bliver sat i spil og vi ved det ikke som udgangspunkt.  

Vi kender ikke til kompleksiteten, der spiller sig ud. Den spiller sig ud i relationerne, i familien på arbejdet og imellem vennerne. Den spiller sig ud i vores livsgnist og vores seksualitet og generelle livsførelse.  Ofte ved vi ikke hvad der er på færde og hvorfor vores børn mistrives – og i det bliver vi presset af smerten over mistrivslen. Angsten for at vores børn ikke kan leve “normalt” – hvad det mon så indebærer. Tænk over hvad barnet har af historie og hvilken historie du og I har som forældre.

Mærk om der er emotioner du er låst af – er der skam eller vrede, der gemmer sig i historien? Det er normalt. Det normale for et menneske er at livet kan være hårdt, det kan være vanvittigt, det kan være skræmmende og det kan være fantastiskt.  Og det er individuelt hvad vi gør med det. Og det har konsekvenser for os selv og vores relationer – måden vi takler det hele på. 

Når et øget pres er tilstede- opstår der enten modpres eller kollaps. Det kan man ændre på menneskeligt – og ved et nænsomt møde. Et møde med anerkendelse, omsorg og tydelighed. 

Lukker vi for “synapserne” – lukker vi for reguleringen af emotionerne.

Der er stigning i medicinering af børn og unge og for den sags skyld også voksne. Det er set udfra et medmenneskeligt hensyn ikke hensigtsmæssigt – for vi fastlåser traumatisering og retraumatisering i relationerne.


Det er heller ikke hensigtsmæssigt set udfra et samfundsmæssigt perspektiv for vi ved at når medicineringen kommer i spil opstår der et afhængighedsforhold, der er komplekst.
Både kemisk, institutionelt og relationelt.
Der bliver ikke reguleret i emotionerne og tilknytningen igennem medicinen.
Desværre så “let” er det ikke. Der er andre veje. Vejen hvor man selv deltager med sin opmærksomhed, emotioner og sanser. En vej der bliver en nærværende vej.

Skrevet af Linda Callesen, Relationel Traumetreapeut 2021

MAD IN AMERIKA skriver om det øget medicinforbrug til børn og unge og om den manglende evidens bag ( på engelsk).