AV!

“Av det gør ondt – jeg slog min fod”!

“Det skal jeg nok fikse for dig”

“Av det gør ondt jeg slog min arm”!

“Det skal vi lige se på det går over igen”

“ Av jeg faldt og slog mig”!

“Op igen det var ikke slemt”

“Av jeg har mistet min bedste ven”

“Du skal se det går over”

“Av jeg har ondt i mine led”!

“Tag det her – så mærker du det ikke”

“Av jeg har ondt i maven!”

“Har du spist noget du ikke kan tåle?”

“Av jeg har ondt i hovedet!”

“Tag det her – så går det over!”

“Av jeg er ked af det og det gør mig mere ked af det!”

“Tag det her – så går det over”

“Av jeg vil ikke være her !”

“Tag det her – så går det over”

“Av jeg er så vred!”

“Tag det her – så går det over”

“Av jeg har det ikke godt!”

“Tag det her – så går det over”

Digt af Linda Callesen, 2022, fra en samling af digte og tekster


En biodynamisk historie

En historie om lille “Mikkel” (synonym) 4 mdr.

Mikkel har fået henvisning til kiropraktor og været afsted 2 gange og han fejler ikke noget. Mor er stadig lidt bekymret om Mikkel har noget i ryggen for han vil kun ligge på ryggen og ikke dreje hovedet til den ene side. Hun synes også at hovedet er blevet lidt fladt af det.

Mor ankommer med Mikkel og mormor er chauffør, så hun kommer med. Jeg modtager dem udenfor døren og hilser på. De voksne taler sammen og jeg viser Mikkel jeg har set ham med mit blik, men siger ikke så meget til ham. Ser lidt forbi og hen på mor og mormor. Vi går ind i klinikken og mormor får henvist en stol lidt væk fra mor og Mikkel. 

Jeg fortæller mor at lige nu skal Mikkel synes det er ok jeg er til stede, så det er vigtigt at hun sidder med ham lidt endnu. Mikkel synes stadig ikke det er ok at jeg sidder der – hvor jeg troede jeg skulle sidde, så jeg trækker mig længere væk og forklarer at det er ok – også for mor, så hun kan følge med i hvad vi har gang i. 

Jeg beder mor om at fortælle hvordan hendes graviditet har været og imens sidder jeg med en kajdukke og en babydimsebold (o:

Jeg kikker stadig kun i små øjeblikke på Mikkel og ser efter hvordan hans mimik er – er han tilpas eller er han urolig? – har han rynker i panden eller er kroppen spændt? eller bevæger kroppen sig? Eller er den stiv? – imens fortæller mor om graviditeten. Vi taler sammen og jeg spørger hende om hun ved hvordan Mikkel har haft det inden i maven.

Jeg ser efter kommunikationen og genfortæller for Mikkel, det mor lige har sagt. Slipper øjenkontakten og spørger til fødslen – jeg genfortæller det mor har sagt til Mikkel og siger “hold da op du har siddet fast i bækkenet i mange timer” – og spørger: “du blev måske bange”? Slipper kontakten igen.

Mor bliver opmærksom på at der måske netop her var noget vigtigt, for der bliver helt stille i rummet. Mikkel bliver stille og rummet fyldes af stilhed.Ved en indskydelse fortæller jeg om hjertet under fødslen – den transformation, der sker når barnet skal til at trække vejret selv. Jeg spurgte om mor var ok med at der gik så mange timer? “Nej! jeg råbte højt og sagde nu må det stoppe”, svarer hun. Jeg tager igen kontakt til Mikkel og siger: “hold da op mor råbte højt og sagde det skulle stoppe” – Mikkel kikker mere intenst på mig og begynder at bevæge kroppen endnu mere. 

Jeg kan komme tættere på nu og tager let kontakt til fødderne. Han er lidt tilbageholdende igen – så jeg går langsomt tilbage igen og så frem – det tager ca. en halv time med små kontakt-øjeblikke imens Mikkel sidder med mor. Der opstår mere varme på områderne jeg får kontakt til. Mikkel bliver mere og mere aktiv og begynder at savle, hans tunge kommer i bevægelse og nakken bevæger sig mere.

Så spørger jeg Mikkel om jeg må se hvordan han ligger på maven og mor lægger ham på briksen – Kaj og lejedimsen følger med – mor holder øjenkontakt med Mikkel – jeg sanser og tager kontakt til højre side ved maven og nederst på ryggen af Mikkel, der bliver mere bevægelse i kroppen og så stilhed igen. Vi holder den fysiske kontakt et minut eller to, så begynder han at blive træt af at ligge på maven – og jeg siger til Mikkel “nu slipper jeg dig og mor er her”.

baby lying on pink bed
Photo by Daniel Reche on Pexels.com

Jeg spørger ham igen om jeg må se hvordan han kan ligge på ryggen. Så vender mor Mikkel om på ryggen og mor bliver her ved siden. Mikkel tager kontakt med øjnene – jeg har hænderne på siden og under hans krop og så taler vi sammen Jeg fortæller ham om hans fødsel (jeg ved ikke hvor det kommer fra)- han bliver stille som graven, fødderne er placeret helt stille på underlaget og benene er bøjede så ryggen er helt i underlaget og han bliver mere og mere intens i blikket. Vi taler om at det var hårdt at sidde der i bækkenet i så mange timer – stilhed – så siger jeg imens jeg ser på ham – “Du blev måske bange” – “det kan man godt blive”, jeg siger det på forskellig måde til ham og ser han er i kontakt og så begynder ansigtet i højre side at kramme sammen, somom det ligger i pres. Øjet bliver ligesom mere lukket og det rynker i panden – han trækker ligesom hovedet ned mod skuldren og der bliver fuldstændigt stille i hele rummet – han fastholder mit blik – det føles som en evighed, jeg genkender at øjeblikket er vigtig og det er vigtig med kontakten i øjnene et stykke tid. Derefter begynder han at spejle mit ansigts mimi og sige lyde og tale med mig – jeg mærker intensiteten.

Der går lidt tid og så kan jeg mærke vi skal slippe – jeg siger til ham “jeg kan mærke du synes det er ok og nok nu, så nu slipper jeg dig – men mor er lige her og hun tager dig op når jeg slipper dig” – og da det sker at mor tager Mikkel op, er han træt, varm og mere afslappet i kroppen.

Copyright. Linda Callesen


Skyggesider og masker

Vi ved hvad vi ved – men vi ved ikke hvad vi ikke ved…

– tænk over det , hvordan knækker vi den nød? Det skal der nogle forskellige tilstande til for at åbne for de nye horisonter.

Skyggesider ligger altid under maskerne – de masker vi tager på os, når vi skal til den årlige julefrokost med kollegaerne, eller familien man ikke ser så tit. Eller når vi sidder med bankmanden/kvinden, eller når vi er sammen med vennerne, så tager vi masker på. Det er sjældent maskerne giver os dybere tryghed – de lægger en distance til relationerne. Igennem maskerne er vi mere sårbare end vi går og tror. For vi relaterer ikke sådan rigtigt hverken til os selv eller de andre.

Når vi går med vores masker i det ubevidste, så spiller skyggesiderne en større rolle for os end vi aner. Det er ofte også mere svært at “være sig selv” i relationerne uden at være meget “på” i situationerne.

Jeg tror alle mennesker kender situationer, hvor vi er meget spændte eller meget angste for at være til et møde, i en situation hvor vi føler os usikre på roller og normer eller når vi f.eks. skal sige noget i forsamlinger. Der opstår der for mange en følelse af angst og for nogen panikagtig angst for at fejle eller gøre noget forkert, og at ikke kunne “det” man skal. Sveden pipler frem på huden og hænderne bliver klamme, halsen strammer til og vi skal hoste eller munden bliver tør og tungen føles somom den er forstørret.

Vi behøver ikke hele livet være underkastet en angst for at fejle eller angst for at gøre noget forkert, som får os til at fejle. Det betyder at vi skal turde kikke ind i det uvisse, ind under maskerne, og sætte lys på det mørke – det usete og umærkede. Men vi skal gøre det med nænsomhed og venlighed til os selv.

Igennem det arbejde får vi mere plads til lyset og mere åbenhed i vores sind til vores egne kræfter og ressourcer. Skyggesiderne bliver mindre tunge når vi er sammen med andre og vi får et langt bedre liv fordi vi kan smide maskerne og “være os selv”. Mærk engang og forestil dig hvor befriende det vil være – at være sammen med andre uden at skulle tage maske på – for at beskytte dig selv. I virkeligheden beskytter maskerne ikke – de lægger et filter på vores relationer, så vi ikke kommer tættere på andre og derigennem os selv.

Tør du finde dig selv? Vil du vide mere om priser og hvad jeg kan tilbyde?


Barndommens påvirkning i voksenalderen

Kroppen ved meget mere end vi husker og den fortæller os det også når vi ikke ved det #relationeltraumeterapi #lindacallesen

Vi bliver kodet fra undfangelsen og frem til 3-4 års alderen.

Evnen til at mærke sig selv

Der er mange årsager til at man får stress. En af dem, der gør sig gældende for, om du udvikler stress, er din evne til at mærke dig selv også efter lang tids pres. Mærke dine behov i forskellige situationer og din evne til at mærke, når du får brug for at ændre på dine opgaver, eller relationen til andre mennesker. Altså har vores evne til at regulerer på ydre og indre pres en faktor for om vi bliver overbelastede og bliver stressede. Den evne bliver ofte mindre effektiv når vi er belastede følelsesmæssigt. Når det sker så bliver vores kognitive evner belastede og vi bevæger os længere ned af en negativ spiral. Det kan sætte alle mulige tilstande igang og vi kan tro at vi fejler alle mulige sygdomme.

Tilknytning

Vi har forskellige baggrunde for disse evner, langt hen ad vejen er det vores opvækst, iflg. nyere tilknytningsforskning, der gør sig gældende for, om og hvordan vi er i stand til at mærke vores behov og at regulere i kontakt med andre. Vi kan også være i en sammenhæng, hvor vi ikke når at mærke hvilke behov vi har – det er en vinkel, som jeg ikke beskriver her for der bevæger vi os over i emner som manipulation, gaslightning og lignende. Derudover er der spørgsmål, som hormoner og mangel på hormoner, som kan have indvirkning på om du har stresslignende tilstande, eller om du har mave-, tarm problemer, som nyere forskning også peger på, kan have indflydelse på psykiske tilstande. Det bliver heller ikke beskrevet her. Men du kan få det undersøgt hos egen læge, om du er i underskud eller har ubalance i dine hormoner – og du kan også hente mere viden i bogen: Naturlig hormonterapi. Skrevet af Anette Paulin og Jens-Ole Paulin. Hvis du vil vide mere om mave-tarm området kan jeg anbefale at læse bogen: Tarme med charme. Skrevet af Giulia Enders PhD. Det er en let tilgængelig bog om emnet om tarmenes rolle ifht. Vores hjerne og trivsel.

Starten på livet lærer os at knytte an eller ikke..

Vores tilknytningsmønstre, bliver etableret i de spæde år af vores liv, og er afgørende for vores evne til at gribe, holde og slippe kontakt til andre mennesker. Kontaktfærdighederne bliver udviklet i relation med de omsorgsgivere og forældre vi får.

Se engelsk video om tilknytning

Disse mønstre vil understøtte vores måde at være i relation med andre i vores liv og voksne liv. Vi ved ikke præcis hvad der gør sig gældende for udviklingen af mønstrene, men vi ved, at kontakten mellem mor og barn under amning og bleskift har stor indvirkning på udviklingen af kontaktfærdighederne for et menneske. Samtidig ved vi også at den måde, de voksne er sammen på, når barnet er lille, har lige så stor indvirkning på, hvordan barnet oparbejder sin tilknytning til andre mennesker og ser sig selv som trygt menneske. Man siger, at barnets første år er af afgørende betydning for dets evne til at indgå i relationer og have udviklede kontaktfærdigheder, der understøtter det gode sociale liv. Altså – at barnet får oparbejdet evnen til at regulerer i kontakt med andre mennesker uden at overskride egne og andres grænser og at gøre det med anerkendelse for sig selv og andre mennesker.

Traumeteorien arbejder med en forståelse af arousal tilstande i det autonome nervesystem og vores emotioner. Det system der styrer vores indre organer, muskler og tilstande i kroppen. Vores arousal niveau stiger – det betyder at vi “tænder” bl.a for amygdala, som er den del i hjernen, der sørger for at hjælpe os, når vi skal undvige noget der er livstruende for os. Her er reaktioner, du sikkert kan nikke genkendende til:

  • Du vil være ekstra opmærksom på det, der ikke virker. Du vil også være i dårligere humør med vrede eller ked-af-det-hed.
  • Måske får du større reaktioner end normalt på noget du oplever. Der vil være en forøget puls og evt. hjertebanken.

Altsammen fordi hjernen er ekstra opmærksom og dermed bliver vores nervesystem også ekstra opmærksomt.

Arausal Tilstande

Arousal tilstande befinder sig i det autonome nervesystem, og det øger indflydelse på vores sanser. Tilstandendende kan være det vi kalder Hyper- eller Hypo arousal – tænk på at “hyper” betyder at energien er opad og udadrettet – der er energi igang til noget. Hypo arousal er energi der er stille – eller som er gået helt i stå – den tilstand er hjælpsom, når vi skal blive “usynlige”, undvige noget eller nogen eller når muskler skal slappe af og nogle gange går i kollaps. Energien i hypo er altså, at den ikke aktiverer noget, men paralyserer eller skaber stilstand. Musklerne kan på den måde have en tilstand af hyperrespons (kontrol) eller hyporespons (opgivelse

Hvad hjælper energi for?

De forskellige reaktioner, om det er meget energi, så vi kan flytte os eller om det er ingen energi, kan være hjælpsomme for os, når vi skal passe på os selv overfor noget, der kan være livstruende. Måske har du hørt om de tre måder man gør det på; frys, flygt eller kæmp. Det er farereaktioner, som er genetisk kodet i os. Vi reagerer automatisk og forskelligt i forskellige situationer. Vi reagerer forskelligt, om vi er alene eller hvis vi er sammen med andre mennesker. Alt er afhængigt af hvem du er sammen med og hvilke roller og normer der er tilstede. Måske er vi slet ikke klar over hvordan vi reagerer i forskellige krisesituationer. Det er noget vi oftest opdager efterfølgende en krise. Når vi efterrationaliserer og fortæller om det vi har oplevet, finder vi ud af, hvordan vi reagerede og nogle gange opdager vi, at vi har gjort noget helt anderledes end vi havde forestillet os at gøre. Det kan frembringe reaktioner bl.a. med skyld, frygt, skuffelse eller skam. Specielt hvis vi reagerer på en måde, som ikke er repræsenteret af de normer vi gebærder os med eller som andre ser på os med.

Kunsten at skabe balance

Det der er kunsten når man skal undgå mere stress, er at skabe balance imellem disse to tilstande, høj og lav energi, for at skabe robusthed og en tilgængelighed til livsenergi og handlemuligheder.

Det kræver tid og mulighed for restitution så nysgerrigheden kan begynde at blive vagt. Igennem nysgerrigheden får vi livskraft og så begynder den sunde spiral at få fat. 

Led efter din nysgerrighed – og giv plads til det der opstår ved det 

Artikel skrevet i 2015 og udgivet på mindrestress hjemmeside.

Linda Callesen, Relationel Traumeterapeut


Emotionerne kan drive os til vanvid

collage photo of woman

Emotionerne kan drive os til vanvid specielt når de ikke bliver mødt eller ikke må eksisterer.  

Forrældrer rollen er dybt kompleks – fordi når vi bliver forældre, så dukker vores egne tilknytningsadfærd, mønstre, roller og normer op 

Vores traumer bliver sat i spil og vi ved det ikke som udgangspunkt.  

Vi kender ikke til kompleksiteten, der spiller sig ud. Den spiller sig ud i relationerne, i familien på arbejdet og imellem vennerne. Den spiller sig ud i vores livsgnist og vores seksualitet og generelle livsførelse.  Ofte ved vi ikke hvad der er på færde og hvorfor vores børn mistrives – og i det bliver vi presset af smerten over mistrivslen. Angsten for at vores børn ikke kan leve “normalt” – hvad det mon så indebærer. Tænk over hvad barnet har af historie og hvilken historie du og I har som forældre.

Mærk om der er emotioner du er låst af – er der skam eller vrede, der gemmer sig i historien? Det er normalt. Det normale for et menneske er at livet kan være hårdt, det kan være vanvittigt, det kan være skræmmende og det kan være fantastiskt.  Og det er individuelt hvad vi gør med det. Og det har konsekvenser for os selv og vores relationer – måden vi takler det hele på. 

Når et øget pres er tilstede- opstår der enten modpres eller kollaps. Det kan man ændre på menneskeligt – og ved et nænsomt møde. Et møde med anerkendelse, omsorg og tydelighed. 

Lukker vi for “synapserne” – lukker vi for reguleringen af emotionerne.

Der er stigning i medicinering af børn og unge og for den sags skyld også voksne. Det er set udfra et medmenneskeligt hensyn ikke hensigtsmæssigt – for vi fastlåser traumatisering og retraumatisering i relationerne.


Det er heller ikke hensigtsmæssigt set udfra et samfundsmæssigt perspektiv for vi ved at når medicineringen kommer i spil opstår der et afhængighedsforhold, der er komplekst.
Både kemisk, institutionelt og relationelt.
Der bliver ikke reguleret i emotionerne og tilknytningen igennem medicinen.
Desværre så “let” er det ikke. Der er andre veje. Vejen hvor man selv deltager med sin opmærksomhed, emotioner og sanser. En vej der bliver en nærværende vej.

Skrevet af Linda Callesen, Relationel Traumetreapeut 2021

MAD IN AMERIKA skriver om det øget medicinforbrug til børn og unge og om den manglende evidens bag ( på engelsk).